Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Isbjørnen 2019
Det Er Drømmen, ...
Game Of Thrones ...
Galla Premiere P...
Den Ukendte Dans...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Dronningens Corgi
Dronningens Corgi billede

Selvmordsturisten
Countdown
Men In Black: In...
Le Mans '66
Den Tid På Året
Generalens Datter


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

Only God Forgives

30. maj 2013 af Martin Jensen

3 stjerner Skriv en kommentar

Only God Forgives billede

Gud tilgive hvad publikum ikke kan...

Refn prøver at dupere os med et smukt men forhalet voldsorgie. Men ligeså suværent han leverer på stilsiden, ligeså fælt skuffer han på indholdet; hyperhypnotisk lyd og billede kan ikke skjule en historie, der er ligeså hul som figurerne er fortænkte og replikkerne er fortærskede.

Julian (Ryan Gosling) bor i eksil i Bangkok, hvor han driver en Thaiboksning klub som en facade for familiens narkovirksomhed. Da Julians storebror Billy myrder en thai-prostitueret betales han omhyggeligt tilbage med samme mønt, hvilket hidkalder Billy og Julians mor, Jenna (Kristin Scott Thomas). Hun ønsker blodhævn og at den gradvist mere vankelmodige Julian skal servere den. Julians mission fører sammen med hans kriminelle kontakter ham direkte til Bangkoks hævnende engel, en pensioneret politibetjent (Vithaya Pansringarm), der udmåler retfærdigheden med en kirurgisk præcision, hvis skarphed kun overgås af æggen på hans samuraisværd.

Smadret og prist
Man kan faktisk godt forstå, at Cannes-kritikerne både har smadret og prist Only God Forgives i år. Det kommer publikum sikkert også til. Men de delte vande kommer til at bero på noget andet end filmens berygtede voldsmængde...

Hypnotisk stil
Fans, der valfarter for at se Refn og ikke mindst den stil som han ret så bombastisk citerer fra David Lynch og Tarantino, og som vel at mærke kan nøjes med det, vil ikke blive skuffede. På den måde er Only God Forgives vellykket. Det er vitterligt en fornøjelse, at drive med kameradollyen gennem Bangkoks glittede scenarier. At nyde lyssætninger der flyder over med alt fra pastelstøv og Bolia-design oppe under skyerne i Jennas hotelsuite til laksort og blodig papirlamperødt i alle gadeplanets interiørs. At svæve florlet i takt til figurernes ustandselige skotrin, der tålmodigt tikker henover Cliff Martinez’s højluvede væg-til-væg 80’er electronica, er henførende og hypnotisk. Og det er ansigterne, bevægelserne, ja tilmed påklædningerne af filmens figurer også. En gudsbenådet karismatisk casting i lækre gevandter. Gosling i skjorte og sortstram silkevest. Scott Thomas i push-up kjole og blegblond paryk. Tarvelig - men på den fede måde. Og ikke mindst den undertippede dræberbetjent i ydmyge tai-chi skjorte og buks. Virkelig betagende!

Men det var DRs ”Paa Skinner” altså også. Og efter moden overvejelse er jeg lidt i tvivl om hvorvidt Refns film har noget togturstransmissionerne ikke har. Det har den nok. Men mest af alt, har den sine dollyture…

Tom historie og postulerede figurer
Når vi, der vil have mere end stil, således kradser ned under lakken – om den er på filmen eller Kristin Scott Thomas’ lange negle – så rammer vi ikke den essens Refn besnakker os med, når han fremlægger sin egen film. Jo, man kan da godt sige at Jenna og Julian er i marionetter i et ødipalt drama, hvor Nemesis rammer i form af Bangkoks tidligere ordenshåndhæver. Og hævntemaet kan rigtignok berigtige både ny- og gammeltestamentlige fortolkninger. Fair nok. Det føjer bare aldrig til andet end filmens i forvejen tommetykke fernis. Det bliver aldrig andet end barokke postulater, der fuldkommen forsømmer at integrere sig i indholdet og figurerne. Der i øvrigt også er postulater.

En kende postuleret synes det for eksempel, når mor Jenna brølende deklamerer under middagen med den potentielle svigerdatter, at Julian forsømmer sin broderpligt af misundelse over at Billys pik var større. Eller når hun i samme åndedrag og selskab fortsætter med at skamrose den afdøde brors lem (så tror jeg nok vi fik den ødipale pointe banket ind med syvtommersøm). Det samme gælder, når karaokemontagerne med betjenten ved mikrofonen skal forlene hans voldsregime med en portion konstrueret mildhed. Eller når betjentens datter arrangeres som uskyldigt øjenvidne midt i nedslagtningen af sin mor. Virker det postuleret. For ikke at tale om slet skjult følelsesmanipulation, der vel at mærke aldrig bliver andet end det. Manipulation og spekulation - sådan føles det.

Fascinerer uden at engagere
Intet sted hverken tror man på, endsige gribes af, figurernes projekter, konflikter, kvaler, replikker eller forhistorier. Om Jenna, Julian, betjenten eller den lille pige dør, er mig inderligt ligegyldigt. Alt fascinerer. Intet berører - endsige griber eller skræmmer. Den vold som visse kritikere hævder, skulle være så udslagsgivende for filmoplevelsen, bliver det ikke. Fordi figurerne er uvedkommende, bliver den uvedkommende. Smuk, barok og væmmelig er den da, men aldrig skrækindjagende, hjemsøgende eller hjerteskærende.

Tilbage sidder man mere med en loren fornemmelse af ressourcespild; spild af fejende flot cast og skuespillertalent. Spild af god stil. Og lidt spild af tid.

Titel: Only God Forgives
Original Titel: Only God Forgives
Premieredato: 30. maj 2013
Instruktør: Nicolas Winding Refn
Skuespillere: Ryan Gosling, Kristin Scott Thomas, Vithaya Pansringarm
Spilletid: 90 min.
Selskab: Scanbox, 2013
Genre: Drama , Krimi , Thriller
Link: http://www.wildside.fr/cinema/only-god-forgives-473.html


banner
Overskrift Højre Block
Onkel
Last Christmas
Le Mans '66
MARIANNE & LEONA...
Batman: Hush
Inden Vinteren K...
Ayka
Sidste Bud
Midway
Flugten fra Østt...



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...