Skriv en kommentar
Gamle vinyler, sløve rytmer, blodrøde farver og et hav af litterære referencer – alt sammen serveret med en god portion nonchalance og ironi af et par tjekkede bohème-vampyrer. Jim Jarmusch er tilbage med sig har han bragt en lækker lille sag, der utvivlsomt vil sætte mundvandet i omdrejninger blandt den hipstersmarte del af den danske befolkning.
De to vampyrer Adam og Eve har tilbragt evighederne sammen. Selvom kærligheden til hinanden og til kunsten følger de to elskende ind i det 21. århundrede, plages Adam af hvad han kalder zombiernes (menneskernes) frygt for deres egen fantasi.
Hvad der videre sker er på sin vis uvæsentligt. Plot vægtes ikke højt af Parmusch, der snarere fortæller sin historie med langsomme, appetitlige scener, vrængende elguitar og en hel del humor.
Et dekadent overflødighedshorn
Hvis man foretrækker fængslende plot eller bragende eksplosioner, foreslår jeg, at man holder sig langt væk. Jovist, et plot er der da, og filmen indeholder da også vitale refleksioner over kunstens rolle og de dumme mennesker, der ikke kan finde ud af at værne om kunsten og deres planet. Men det er ikke så meget refleksionerne selv, men snarere hvordan de serveres, der gør Only Lovers left Alive til en særligt appetitlig film.
For mæt og tilfreds skal man nok blive, hvis man, ligesom jeg, kan værdsætte den tandsmørstykke intertekstualitet serveret oven på langsom, nærmest dvælende narration. De sanselige kunstelskere vil frydes over Eves (Tilda Swinton) fortryllende langsomme gang gennem Tangers snørklede gyder og de lange musikscener. Shakespeare-teoretikere vil klukke, når parrets fælles vampyrbekendte, 1500-tals dramatiker Christopher Marlowe mindes dengang, han skrev Hamlet. Og andre finkulturelle starutter vil utvivlsomt nyde den litterære navneleg, der udspiller sig mellem Adam (i forklædning som Dr. Faust) og den lokale blodpusher, Dr. Watson.
Er man til den slags, er der altså nok at tage af i Jarmusch' dekadente overflødighedshorn.
