Skriv en kommentar
Det bliver i familien
Gennem tre årtier har japanske Hayao Miyazaki kreeret fantasifulde og eftertænksomme fuldlængde-tegnefilm som Min nabo Totoro (1988), Prinsesse Mononoke (1997) og Chihiro og heksene (2001). Tegnefilm der, som H.C. Andersens eventyr, kan forstås og nydes på flere niveauer og derfor høster anerkendende smil hos både børn og voksne.
Imidlertid har Hayao givet den kreative stafet videre til sin søn Goro, der har instrueret Oppe på valmuebakken. Alligevel prydes filmen af samme stilistiske udtryk, som kendetegner faderens farverige repertoire. Fans af førnævnte tegnefilm vil ikke gå forgæves; stilen og ånden bliver i familien.
Kærlighed i klubhuset
Året er 1963. I et smukt, gammelt hus med udsigt over Yokohama-bugten slider teenage-pigen Umi med at lave mad og gøre rent efter husets logerende gæster. Faren døde i Korea-krigen, og moren er bortrejst til USA. På gymnasiet møder hun drengen Shunn, der har noget heroisk og rebelsk over sig. Karaktertræk, som Umi husker og savner fra sin far. Hun forelsker sig hovedkulds.
Skolens elever er i oprør, fordi deres oldgamle og labyrintiske klubhus skal rives ned som et led i Japans moderniseringsproces frem til OL i Tokyo året efter. For at komme tættere på Shunn, engagerer Umi skolens piger til at hjælpe med rengøringen i det mandsdominerede klubhus.
Tradition og modernitet
Vi følger den langstrakte – og komiske – kamp for både klubhuset og kærligheden. Stilen er mere realistisk end mange af Hayaos fabler; her er ingen flyvende katte eller syrede spøgelser. Oppe på valmuebakken er tværtimod en autentisk hverdagsberetning om en nation på tværskellet mellem tradition og modernitet. Faktisk fortalt så indlevende og dybfølt, at man helt glemmer, at løjerne er tegnede.
Finurlig fortælling på flere niveauer
Gennem fortællingen siver en slet skjult kritik af Japans iver efter at industrialisere og modernisere i kølvandet på krigene. I Oppe på valmuebakken skal et gammelt træhus destrueres til fordel for et moderne betonkompleks. Så simpelt har Goro Miyazaki komprimeret et lands identitetskrise til en enkel historie, og netop derfor fungerer også denne historie fint på både et simpelt-barnligt niveau og på et mere abstrakt, samfundssocialt niveau.
Som kærligheden spirer erfarer Umi og Shunn, at ubesvarede spørgsmål fra fortiden kæder dem sammen på måder, der får dyb konsekvens for deres liv. Svarene skal ikke røbes her. Oppe på valmuebakken er en humoristisk, realistisk og detaljerig tegnefilm, der nok skal henrykke på tværs af aldersskel. Goro Miyasaki kan trygt føre arven videre som Japans svar på Disney.
