Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Myten om Orfeus og Eurydike er genfortalt utallige gange. Den franske instruktør Marcel Camus (ikke at forveksle med en af den franske eksistentialismes fædre Albert Camus), begik i 1959 en særegen brasiliansk og original udgave, der stadig holder. Filmen modtog samme år både De Gyldne Palmer, en Oscar for bedste udenlandske film, og en Golden Globe for det samme.
Myten fortæller, at Orfeus var søn af Apollon og poesiens muse. Det fortælles også, at når han spillede på sin lyre, måtte alt og alle lytte. Hans livs kærlighed er Eurydike. Hun dør dog, da hun træder på en giftslange. Orfeus drager til dødsriget, og gennem sit spil og sin sang overtaler han Hades og Persefones til at give slip på Eurydike. Betingelsen for at han må få hende tilbage er dog, at han ikke vender sig om på vejen. Myten siger, at han vendte sig om før tid, og at Eurydike derfor måtte blive i dødsriget for bestandig.
Camus oversætter kongenialt kernen i myten, nemlig hyldesten til musikken (og kunsten i generel forstand) til det årlige karneval i Rio de Janeiro. Her spilles, synges og danses overalt; det grænseoverskridende årlige ”øjeblik” slår livsbekræftende igennem slumkvarterernes elendighed, og hyldes af både instruktøren og af Orfeu (Breno Mello), den guitarspillende kvindebedårer og sporvognskonduktør, der netop gennemgående i filmen synger om dette øjeblik (i Antonio Carlos Jobims klassiker) og desuden, uden blusel, bilder drengene ind, at han kan spille solen op.
Eurydice (Marpessa Dawn) ankommer til Rio for at besøge sin kusine, men i virkeligheden fordi hun er på flugt fra en, der vil slå hende ihjel. Hun møder Orfeu, de forelsker sig i hinanden og …. Ja, myten får sin originale ”nutidige” karnevals-oversættelse til den bitre ende. Fx er døden selvfølgelig en naturlig del af de mange udklædte mennesker – men dermed ikke en man kan tage masken af. Kun de der ikke forstår det magiske øjeblik vil insistere på dette. Endvidere er dødsriget den folkelige (over)tros woodoagtige åndemageri. Og man bemærker, at den kristne kirke ikke har en eneste rolle i filmen, ja ikke har noget at gøre i folketroen, i karnevallet (der skal viden til at skimte det enorme kors som kristne plantede på bjergene udenfor byen – i filmens smukke supertotalbilleder af slum- og storby).
Det er ikke svært at finde urimeligheder i afviklingen af filmens plot, ligesom man flere gange umiddelbart aflæser skuespillernes amatørstatus. Og målt med en højglanspoleret amerikansk (musik)film falder den vel nærmest igennem. Det er blot ikke pointen. Pointen er, at vi her står med noget så sjældent som en film der udspringer af folkelig mytologi og kultur. Der er ikke ét falsk øjeblik i filmen, endsige noget man kan kalde overfladisk; den klassiske myte taler nemlig ikke bare til tilskuerne, men så sandelig til de medvirkende. Ligesom musikken så overordentlig åbenlyst gør det. Her har vi den ægte vare. Myten får liv, og man får så at sige syn for sagn, hvad angår musikkens, dansens og sangens magi; kunstens grænseoverskridende evne – i modsætning til vor egen nationale og ufolkelige Morten Korchske fiktion og konstruktion.
Filmen er ikke tung i sin symbolik, og man vil uden videre kunne gå til den uden mytologisk baggrundviden, i modsætning til den lignende folkelig-musiske cinemá-nuovo-klassiker, Glaubar Rochas ”Antonio Dræberen” (1969), der konsekvent refererede til en national mytologi, det stort set var nødvendigt at kende for at forstå filmens anliggende. Og så er det i øvrigt en øm og tankevækkende oplevelse, når man tager sig i at klandre filmen for at døden bare uden videre forfølger Eurydike – hun er jo så ung, så smuk og så uskyldig; hvad er forklaringen!? Det er jo meningsløst!
DVD-en har som ekstramateriale blot en trailer og lidt trivia. Dog følger der en udmærket, men noget kortfattet booklet skrevet af Thure Munkholm, redaktør af Filmmagasinet Mifune med filmen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
