Skriv en kommentar
”Oslo” fortæller om de hemmelige forhandlinger mellem Palæstina ved PLO og Israel i Oslo der førte frem til den såkaldte Oslo-aftale, som blev underskrevet på plænen foran Det Hvide Hus i 1993.
Filmen bygger på et succesfuldt skuespil af J.T. Rogers. Vi har med andre ord at gøre med et stykke filmet teater. Eller sagt på en anden måde; dialogerne er åbenlyst drivkraften i filmen og handlingen finder sted på meget få locations, faktisk stort set kun på det slot hvor forhandlingerne finder sted.
Hovedpersonerne i filmen er ikke de forhandlende parter men de to personer der også i virkeligheden fik parterne til forhandlingsbordet; nemlig ægteparret Mona Juul (Ruth Wilson) og Terje Rød-Larsen (Andrew Scott), der begge arbejdede for det norske udenrigsministerium.
Det er bemærkelsesværdigt, at det ikke så meget er indholdet i aftalen der kredses om i filmen men det at forhandle; det diplomatiske spil så at sige med at få parterne til at mødes, til at lytte til hinanden, og til at blive enige. Vel hører man om centrale problemstillinger som rømning af besatte områder, om Jerusalems fremtid og ikke mindst anerkendelsen af Israel som stat og PLO som den legitime forhandlingspartner – men det centrale er kunsten at få dødsfjender til at mødes og blive enige.
Udgangspunktet er, at Mona Juul og Terje Rød-Larsen sætter en proces i gang som ingen officielle myndigheder reelt kender til. Det norske udenrigsministerium og de israelske myndigheder fra top til bund ved intet. Det er fascinerende at opleve og velfremstillet i filmen, hvordan forhandlinger på et lavere plan, et grundlæggende plan langsomt kan skubbe en proces i gang der ender med at regeringslederne til sidst forhandler de sidste knaster på plads en sen nattetime over en telefonforbindelse.
Filmen fungerer først og fremmest som anskueliggørelse af forhandlingsprocessen – og selvfølgelig som en påmindelse om at der var engang, hvor Israel og Palæstina faktisk lagde grundstenene for en varig fred. Det sidste er vigtigt at huske på som årene går og når konflikten er blusset voldsomt op gang på gang siden. Ordene og de rette mennesker til rette tid er sagen, forstår man.
Filmen er altså ikke en egentlig indføring i eller diskussion af konfliktens mange aspekter. Man kunne således vente en mere indgående personskildring end det vi faktisk møder. Det insisterende ægtepar lægger først og fremmest planer og går bogstavelig talt stille med dørene, når der forhandles; ingen indblanding er deres mantra – og man tror næsten på det. Det er dog lige før at Salim Dau formår at gøre den palæstinensiske chefforhandler Ahmed Qurei til en hel person. Som den eneste gennemgående forhandler igennem hele processen, gør hans ansigt, hans temperament og hans sorg indtryk.
Som man kan høre går min kritik ikke på, at vi har at gøre med filmet teater – det kan der komme glimrende film ud af – men først og fremmest på den glatte fremstilling af konflikten og forhandlingerne. På mange måder er ”Oslo” en alt for pæn film om en alt andet end pæn konflikt, der bare ikke vil løses.
