Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er ikke kun navnene Nordens to Triere har til fælles (og ja, de er langt ude i familie med hinanden); norske Joachim Trier og danske Lars von Trier. De har begge eminent sans for det filmiske formsprog. Mens von Trier er mesteren ud i et postmoderne udtryk, griber Joachim Trier overlegent tilbage til det moderne udtryk som først og fremmest de franske nybølge-instruktører overraskede verden med i 60-erne.
Joachim Triers film er dog under ingen omstændigheder nostalgiske. Tværtimod er de foreløbig kun to film, ”Reprise” (2006) og ”Oslo 31. august” (2011) mere end overbevisende bud på eksistentielle samtidsskildringer blandt intellektuelle unge.
I den DVD-aktuelle ”Oslo 31. august” følger vi Anders der er i begyndelsen af trediverne den dag han stoffri forlader behandlingshjemmet for at tage ind til Oslo og søge arbejde. Han bruger dog først og fremmest dagen til at opsøge gamle venner og familie for at blive klog på, hvordan han kommer videre. Store dele af sin ungdom har han brugt på et omfattende narkotikamisbrug. Mange har han såret på sin deroute. Kan han møde dem igen? Og mange er kommet videre, kun ikke han. Kan han starte på en frisk?
Joachim Trier har en særlig evne til at skildre den ømhed, den sårbarhed og den insisteren på svar som unge intellektuelle mennesker i krise møder, når de står ansigt til ansigt med eksistensen. Det her handler ikke blot om at finde et arbejde, komme ud af et misbrug, forlige sig med sin barndom eller blive tilgivet af dem man holder af og som holder af en – det handler også om at insistere på at aftvinge eksistensen svar. Spørgsmålet er, om det sidste overhovedet lader sig gøre.
Triers prægnante billeder og klip og skåret-ind-til-benet dialoger er bemærkelsesværdig filmkunst. Tag blot indledningssekvensen; en montage sammenklippet af arkivmateriale med Osloskildringer, hvor lyset og motiverne skaber en stemning, som resten af filmen baseres på. Oslo er en sindstilstand, der tager afsæt i det faktum at tiden går, at tiden er et tidsrum – og ikke en der-var-engang-nostalgi. Man mærker nok, at tiden går for Anders d. 31. august, sommerens sidste dag; man aner, hvor det bærer hen, efterhånden som hovedpersonen genser menneskene og miljøerne fra morgen til aften. Nok gik Anders i hundene, men gentagelsen og resignationen er en del af hverdagen nu hos de der ikke faldt.
Filmen præsenterer selvsagt ingen lette løsninger; hvorfor det gik og går Anders som det går ham er der ingen umiddelbare, eller lette svar på. Men ved at følge ham igennem en bogstavelig talt skæbnesvanger dag i Oslo konfronteres man selvfølgeligt med eksistensspørgsmål. At evne den konfrontation kræver filmisk mesterskab. Det har Joachim Trier (ligesom sin navnebror).
Der er desværre intet ekstramateriale på DVD-en.
Midget Entertainment .
