Skriv en kommentar
Når alt er til rotterne, er det venner og familie, der tæller. Eller hvad? Når man har været ude på randen af sammenbrud, i stofmisbrug eller været dybt alkoholiseret, er det fantastisk, at man kan reddes af velfærdssamfundets sikkerhedsnet og måske igen en dag indgå i den sociale orden. Eller hvad? Det er omdrejningspunktet for hovedpersonen Anders og dermed også hele filmen Oslo, 31. august. Filmen er nemlig bygget fuldstændig op om sin hovedperson, der stort set er med i alle filmens scener.
Instruktør Joachim Trier udtaler selv, at filmen er et karakterstudie. Anders er en typisk fyr fra den norske middelklasse, der et sted først i trediverne faldt i stof- og alkoholfælden. Nu skal han som 34-årig prøve kræfter med samfundet igen, efter et længere ophold på en afvænningsinstitution. Vi følger ham ud i verden på ny. Han har venner, familie og måske et ikke helt forlist forhold. Men kan han få sit liv tilbage?
Skuespil af den bedste skuffe
Idet filmen er så ophængt på sin hovedperson, er skuespillet altafgørende for at projektet kan lykkes. Men som i Triers første film Reprise, der omhandlede to unge forfatterspirers naive drømme om at leve af skriveriet, er skuespillet helt suverænt. Et bevis for dette er, at Oslo, 31. august’s nok længste scene er med netop de to skuespillere fra Reprise, nu i to nye roller, som Anders og hans barndomsven Thomas - og de spiller knivskarpt. Men det er helt generelt for Triers mange småkarakterer: de er så vanvittigt overbevisende, og man bliver derfor hurtigt fanget i Anders’ hårde kamp for at finde en ny vej i livet.
Som titlen også indikerer, er det også en film om at skulle leve sit liv, hvor man er opvokset. Byens betydning for karakterdannelsen og alle personers skæbner. Oslo, i dette tilfælde, for Anders. Dette lykkes udmærket for Trier, når han i flere montagesekvenser giver os synsindtryk af byen, ligesom han i filmens åbningssekvens lader forskellige tilfælde stemmer give os helt personlige minder.
Anders går med andre ord på en overbevisende facon gennem sit liv og sin by, og vi følger med. Det er både gribende, smukt og samtidig spændende og sørgeligt. Valget af historien om en stofmisbruger, der kæmper sin personlige kamp vil altid give spænding, og med sit flotte filmsprog, giver Trier Oslo, 31. august os endnu et billede i sin personlige historie. Og tak for det.
