Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Tilbage i 2014 nød en gyser ved navn “Ouija” stor succes i hjemlandet USA. Emnet omkring ouija-brættet har ellers lige omkring samme årstal affødt en stor del film, som de fleste nok allerede har glemt, men lige præcis “Ouija” fik sært nok sat en biografpremiere, og ligeledes hevet en masse i biografen. Hvis man synes, at det vælter frem med fortsættelser af blockbusters for tiden, skal man bare skelne lidt til gysergenren for perspektiv. Hvis en film her får bare lidt succes, bliver en hel franchise skabt. Derfor er det helt naturligt, at en fortsættelse til “Ouija” hurtigt kom på tegnebrættet. Som tiden skred frem, blev det dog til en prequel, og hvad mere interessant er, at en af nutidens aller hotteste gyserinstruktører, Mike Flanagan (“Absentia”, “Hush”, “Before I Wake” og “Oculus”) tog projektet under vingen. Resultatet er en film, der er sin forgænger overlegen på hvert et plan. Det skal der dog heller ikke så meget til, da “Ouija” virkelig er noget bras.
“Nattens Dæmoner” opdagede hurtigt, at 70’erne er en glimrende tid at placere en gyser i, og det faktum udnytter “Ouija: Origin Of Evil” godt. En alenemor og hendes to døtre snyder folk til at tro, at de kan snakke med de døde. Da den ældste teenagedatter en aften afprøver et ouija-bræt hos vennerne lykkedes det hende at få kontakt til den anden side. Hun viser brættet til sin mor, og pludselig står de i et hav af problemer.
Plottet i gyserfilm har generelt ikke det store at skulle have sagt, for gyset gemmer sig i detaljerne - hvordan opbygges spændingen, hvordan bliver den udløst og holder vi af karaktererne. I denne omgang er et lignende plot set mange gange før, og det forbliver da også filmens allerstørste hæmsko. Det er virkelig svært for “Ouija: Origin Of Evil” at overraske sit publikum, da hele forløbet er ganske forudsigeligt. Netop derfor udebliver uhyggen også til tider. Eksekveringen af den velkendte historie er dog ganske fint udført. Flanagan tager sin tid med at lade fortællingen komme i gang, og man udvikler hurtig en fornemmelse for filmens persongalleri, og begynder at fatte sympati for den stakkels alenemor og de to døtre, der er fanget i deres eget spind af løgne. Filmen fortsætter herfra igennem det næste akt, der trækker en anelse for langt ud. Der gemmer sig et par gode gys og mindeværdige scener hist og pist, men når sidste akt afslutter i et velfungerende klimaks, glemmer man alligevel hurtigt det meste af filmen igen. Manglen på originalitet betyder alligevel en hel del i denne omgang, for ligegyldigt hvor hypet Flanagan er, så er han slet ikke dygtig nok til, at lade sine film hvile på stemning alene.
Annalise Basso som den ældste datter er et kæmpestort fund. Sidste år medvirkede hun i denne film samt “Captain Fantastic”, og hende skal vi nok få set en del mere til i fremtiden, for hendes arbejde virker ubesværet og naturligt. Lulu Wilson som den yngste datter er da heller ikke skidt. Hun kan forvente en del lignende roller i lignende film i fremtiden, da hun har den vante creepiness over sig, som hører fint til film som disse. Deres mor spilles af Elizabeth Reaser, og der er nok en god årsag til, at vi ikke har set meget til hende siden “Twilight” filmene. Selvom hun nu sagtens kan bære en rolle som denne, virker hun virkelig ukarismatisk og ligegyldig. Skuespillet er dog generelt ikke et problem i filmen, der er simpelthen Flanagans eget manuskript, der spænder ben for hans instruktion. Måske er dette et typisk eksempel på, at filmselskabet har større indflydelse end instruktøren på det endelige produkt, men “Ouija: Origin Of Evil” er nu alligevel ganske seværdig. Selvom der er masser af referencer til den første film, kan den sagtens ses uden at have set denne først - det anbefales tilmed også, da “Ouija” slet ikke er seværdig.
Billede & Lyd - 5/6
Selvom filmen er skudt digitalt, har Flanagan bevidst gået efter et film-look for at give filmen et 70’er look. Det betyder et svagt men stemningsfuldt lag af gryn, der på ingen måde går på kompromis med detaljerne. Bedst af alt er de mørke scener, som gør fremragende brug af skygger. Lyden er klassisk i den forstand, at de højt lyde er skruet ekstra op for chokeffekternes skyld. Dialogen drukner dog ikke i larmen, og lyden er ellers sprød og velfungerende.
Ekstramateriale - 4/6
De slettede scener udgør ca. 15 minutters spilletid, og gør intet specielt for fortællingen. 3 featurettes på sammenlagt under 20 minutter går bag om kameraet igennem interviews, der fokuserer på instruktøren, den unge pige og filmens lokationer. Disse kommer aldrig rigtigt i dybden med materialet, men fungerer fint som hurtigt supplement til filmen. Ekstramaterialets kronjuvel er dog kommentarsporet med Mike Flanagan, der virkelig kommer ind på hans forskellige teknikker og hans fortid med gysergenren. Det er virkelig informativt og underholdende.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
