Skriv en kommentar
For mange år siden hørte jeg en historie om en gymnasielærer, som fortalte sine studerende: HUSK ALTID AT FORTÆLLE SANDHEDEN. Da læreren mange år senere ligger på hospitalet, er en af hans elever blevet læge, og derfor siger han til ham. ”Vil du ikke gå hen og læse i journalen, hvad jeg fejler. Jeg tror ikke på dine kolleger. Husk hvad jeg fortalte i gymnasiet. Husk altid at fortælle sandheden.” Lægen fandt journalen frem og læste, hvad der stod, og gik tilbage til patienten, og sagde der stod, han havde kræft. Hvortil skolelæreren sagde: ”Det tilgiver jeg aldrig dig, at du har sagt.”
De to franske filminstruktører Alexandre de La Patellière og Matthieu Delaporte har på en underfundig måde valgt at skildre kræftsygdommen som lidt af en komedie – hvor de vanskelige samtaler skal gøres lettere. To venner i 50´erne har kendt hinanden siden barndommen, og nu fortæller den ene, den kloge og seriøse læge Arthur Dreyfus (Fabrice Luchini), som er medicinsk forsker ved Institut Pasteur, at han har kræft. Derfor beslutter hans barndomsven César Montesiho (Patrick Bruel) at flytte ind og være en støtte for sin ven og hjælpe ham gennem det sidste ½ års levetid med uhelbredelig lungekræft.
Hvordan gør man bedst det??
I den første del af filmen bliver vi ført gennem familieskænderier og ”den syge” får en hund med navnet Napoleon, da kæledyr begrænser smerten – og vi kører i bil med høj fart i de mørke gaders ukendelighed med store livsdrøftelser og tanker. I en al for lang scene er vi i bil 780 km fra Paris, da Saint-Croix vil dæmpe tankerne – hvor de skiftes til at styre bilen og vi skal måske tænke, at søvnigheden tager fat i en af dem! Der sættes ind med delfiners sødladne bevægelser. Og endnu mere kluntet virker det, da de tager til Indien, fordi lægen Kapoor har helbredt cykelrytteren Lance Armstrongs kræftdiagnose – og vi ser de begge beder ved den forkerte person, en langskægget indisk hippie med forudsigelige bevægelser. Det er alt sammen med til at vi skal åbne op og være ærlige, men der går alt for meget Walter og Carlo i deres spil.
Men der sker så det i filmen, at de begge tror, det er den anden der skal dø. De er også blevet forsonet med forældre og børn – og Arthur skal i begravelsestalen med tårer og op på fars hat sige filmens bedste sætning: César turde det hele, men var bange for alt. Vi får også her at vide, at hans baggrund er algerisk.
César har på sit dødsleje skrevet et brev til Arthur, som han åbner, mens vi ser den muslimske Zinep Triki, spillet indbydende af den smukke Randa Ameziane – og som er leder af støttegruppen for kræftramte – gå alene efter de andre er væk – og Arthur nærmer sig hende. Og hvad sker der så?
