Skriv en kommentar
I mere end 150 år har The New York Times været verdens måske vigtigste avis. Ingen anden avis i verden er lige så berømt og anerkendt, ingen anden avis har vundet flere Pulitzerpriser, og ingen anden avis eller nogen andet medie har vel sat så høj en journalistisk standard som netop NYT.
NYT er den globale avisverdens flagskib, men i det stormvejr, avisbranchen de senere år har været ude i, kan selv en supertanker få alvorlige vanskeligheder med at holde sig på ret køl.
I dokumentarfilmen Page One: Inside the New York Times forsøger instruktør Andrew Rossi (der tidligere har lavet Control Room om Al Jazeeras dækning af Irak-krigen) at vise, hvordan de forandringer, der påvirker resten af avisbranchen i USA, også påvirker mastodonten NYT.
Page One er således ikke bare et portræt af NYT, men i mindst lige så højt grad et portræt af mediebilledet i USA for den sags skyld resten af verden. Den er et portræt af, hvordan internettet i er i gang med at tage livet af nyhedsbranchen. Eller hvordan det bare er i gang med at ændre nyhedsbranchen til noget andet, end den hidtil har været, afhængig af hvilken vinkel, man anlægger.
For at fortælle sin historie har Rossi i sin film valgt primært at følge avisens relativt nye medieredaktion med særlig fokus på journalisterne David Carr og Brian Stelter samt redaktør Bruce Headlam.
På papiret giver det god mening. Medierapporternes dagligdag på avisen giver et indblik i, hvordan arbejdet foregår på NYT, og samtidig giver deres arbejde et indblik i hele avis- og mediebranchens tilstand i USA netop nu, fordi det netop er det, de skiver om.
Mens krisen kradser på NYT, annoncørerne forsvinder og kollegaer bliver fyret på stribe, rapporterer Carr, Stelter og Headlam om avis- og mediebranchens generelle nedsmeltning i internetalderen. De skriver om Wikileaks, om CNNs samarbejde med hipstermøgungerne på internetmagasinet Vice, og om konkursen på The Tribune Company, USA’s næststørste aviskoncern. Advarselslamperne blinker over alt, nyhedsbranchen er i forfald, men i det mindste er verdens vigtigste avis ikke i større krise, end at den fortsat kan berette om det.
Idéen om at spejle avisbranchens generelle krise i NYT’s dækning af denne giver på papiret mening, men i virkeligheden er det en smule for metaagtig og uinteressant. Medieredaktionen er ikke særlig stor og udgør bogstavelig talt kun et lille hjørne af én af The New York Times Buildings 52 etager på Eight Avenue i Midtown Manhattan. Og på trods af nedskæringerne er NYT stadig en gigantisk avis med hundredvis af journalister, redaktører, researchere og så videre.
Det får man bare aldrig rigtig indtryk af. Den fornemmelse, man får af en hektisk arbejdsplads, hvor der konstant er fart på og nyhederne flyver om øerne på én, når man ser film som All the President’s Men og Shattered Glass eller tv-serier som State of Play og The Wire, ja, den får man slet ikke, når man ser Page One. Tempoet er stille og rolig, og spændingen i filmen er derefter.
Vi ser ikke journalisterne være ude i den virkelige verden og grave historier op, tale med kilder og komme ind under huden på deres stofområder. I steder sidder de på deres kontorstol og ringer til den ene kilde efter den anden, indimellem at de er til redaktionsmøder eller opdaterer deres Twitter-profiler med nyheder fra mediebranchen.
Page One er et sobert og sympatisk portræt af The Grey Lady, men den sætter sig desværre mellem to stole og kommer derfor hverken helt ind under huden på avisen eller til at sige noget om avisbranchens, der ikke er sagt hundrede gange før.
