Skriv en kommentar
Filmen indledes med et citat fra Karen Blixens ”Seven Gothic Tales” fra 1934. Citatet står skarpt på sort baggrund med hvid skrift:
Ikke på dit ansigt
men på din maske
vil jeg dig kende
Med citatet skærer den aldrende Karen Blixen (spillet af Birthe Neumann) fuldstændig igennem over for den unge digter Thorkild Bjørnvig (spillet af Simon Bennebjerg), at alle bærer masker og påtager sig en rolle for at blive del af fortællingen. Citatet er et noget kontroversielt udsagn krydret med mystik og modsætningsparret; sandt og falsk. I Blixens forfatterskab bliver ’masker’ både et sprogligt greb og noget ’sanseligt’, ’mærkbart’ og konkret, som Blixen driver rovdrift på. Hun svinger fra den mest dystre, mørke afgrund til den højeste lykke tangerende til, at hun har fundet sandheden og Guds plan med mennesket.
Filmens forlæg er den afdøde digter og forfatter Thorkild Bjørnvigs erindringsbog fra 1974 med titlen ”Pagten”. Filmen bygger på autentiske og yderst sælsomme hændelser, som finder sted mellem den 30-årige digter/magister Thorkild Bjørnvig (1918-2004) og den 63-årige baronesse og forfatter Karen Christentze von Blixen-Finecke (1885-1962) i perioden 1950-1954. De indgår en pagt, som løber over fire år, da de tiltrækkes intellektuelt og kunstnerisk og ’mærker’ en dyb og intens samklang.
Identitet, længsel og kunstnerisk frihed er universelle temaer, som gennemsyrer deres pagt, fordi disse er klangbunden i Blixens fortællinger. Hendes opgave og del af pagten går på, at hun skal indgyde mod, nysgerrighed og sætte den unge magister fri til at kunne skabe og skrive de mest sublime digte, som ville kunne udviske al dansk bornerthed. Med pagten forfører Blixen den unge Bjørnvig med hendes knivskarpe intellekt, livsfortællinger og spiritualitet/okkulte idéer. Bjørnvig bor på Rungstedlund i længere perioder adskilt fra kone og barn for at få den krævende ro til at skrive. I forbindelse med deres te-samtaler i den grønne stue på Rungstedlund hører de altid Schuberts Winterreise på Blixens rejsegrammofon. Den grønne stue og musikken sætter en stemning i den unge Bjørnvig. Det er et set-up Blixen har beordret. Ligesom hun beslutter, at han skal på dannelsesrejse til Paris og tilegne sig fransk åndsliv og sproget. Billedet af den stræbsomme, lidende og frie kunster går dog itu for Blixen, da Bjørnvigs 3-årige søn Bo Bjørnvig kommer til Paris. Blixens spiddende kommentar rummer en gran af sandhed, at: ”Det kan jo ikke nytte, at man går ud og leder efter den hellige gral med en barnevogn”.
For Bjørnvig forbliver det franske sprog svært tilgængeligt og falder ham ikke naturligt. Han er flydende på tysk, men det trøster ikke Blixen. Hun påstår hårdnakket, at hun absolut ingen tysk litteratur har på sine hylder og ikke forstår det tyske sprog. Det er en løgn blandt de mange. I Bille Augusts film fremsiger Bjørnvig et digt på dansk af Goethe, men i virkeligheden fremsagde han det på tysk og Blixen forstod hvert et ord og blev meget rørt (jf. Radiomontage fra 1990 med titlen ”Kavalererne på Rungstedlund” tilrettelagt af Niels Peter Juel Larsen). Bjørnvig fremsagde også et andet digt for virkelighedens Blixen på tysk af den østrigske digter Franz Werfel ”De Ufødtes Stjerne” fra 1946, hvori der bl.a. står: ”De skal ikke tilhøre deres venner, De skal ikke tilhøre deres familie, De skal ikke tilhøre deres arbejde … De skal ikke tilhøre andre end mig/Gud”. I digtet hvor der stod Gud skrev Blixen sig selv ind. Hun kunne gå fra skinsyge til at ville sætte mennesket, altså Bjørnvig frit. Bjørnvig siger slutteligt i en radiomontage fra 1990, at: ”Magen til ekstremer i ét menneske har jeg aldrig mødt. Det kommer man sig ikke over”.
Radiomontagens titel fra 1990 har den lidt ironiske titel ”Kavalererne på Rungstedlund”. Blixen fangede med sit net udvalgte unge mandlige litterater fra tidsskriftet ”Heretica” heriblandt den afdøde professor Aage Henriksen i dansk litteratur, som indgik et slags åndeligt og spirituelt venskab med hende i perioden 1953-1961. Han brugte deres diskussioner i sin forskning og undervisning. Han erkender også i radiomontagen, at: ”Blixen skabte et opbrud i vores/dansk litteratur ved at lægge noget ind på et højere niveau end noget andet dansk litteratur kunne bringe indsigt i. Det var en vildskab, som åbner for andre perspektiver. Hun kom med en viden om mennesker og var i en vis forstand utrolig nøgtern og hård og vidste, hvad betingelserne var for at gribe ind i andre menneskers liv”.
I 2012 blev dokumentarfilmen ”Bag Blixens maske – min far, mig selv og månefruen” lavet af Aage Henriksens søn Morten Henriksen også med Birthe Neumann i rollen som Karen Blixen.
Med ”Pagten” har filminstruktør Bille August valgt at slå ned på den aldrende Blixen på Rungstedlund 17 år efter, at hun er vendt hjem fra Afrika. Hun er ensom, syg af syfilis og verdensberømt. Dette er i sig selv modsætningsfyldt. Hun vil på ingen måde deklasseres på grund af sygdom. Derfor opfinder hun sig selv påny med sine ekstravagante manér, elegante klæder og vigtigst, hun er den alvidende fortæller, den olympiske fortæller højt hævet over alle og alt. Hun trækker i trådene og spinner historien.
Blixens ”Syv fantastiske fortællinger” fra 1935 bliver man aldrig færdig med, mener undertegnede anmelder. Fortællingerne er moderne og bevæger sig i laget af universelle, højaktuelle temaer med menneskelig og kunstnerisk indsigt.
