Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
"Så længe historien har en kerne af menneskelighed og handler om menneskelige relationer, så kan man tillade sig alt når filmen foregår i en fremmed Sci-fi verden." Cirka sådan formulerer en af Pandorums producenter sig i det medfølgende kig bag kameraet på Christian Alvarts anden spillefilm. Og det lader til at han har overbevist hele produktionsholdet om gyldigheden af denne noget generaliserende tese.
For Pandorum er noget rod - noget rod der bliver mere og mere fjoget jo længere ind i filmen man kommer. Som så mange andre rum-thrillere starter det rigtig godt. Præmissen, hvor jorden har bukket under for overbefolkning og overforbrug og i sidste sekund har sendt en ekspedition til den fjerne planet Tanis, er spændende og har mange interessante parabler der kunne udforskes. Hvordan reagerer folk på at være de sidste spor af menneskeheden, hvilke problematikker i forhold til selektion, moral og ansvar kan der opstå?
Disse meget reelle og interessante spørgsmål tages kun kort op og i stedet tager Alvart fat i en mere realistisk fremstilling af lange rumrejser end vi er vant til. Vore hovedpersoner har været udsat for en art "hypersøvn", som vi har set det så mange gange før, men ligesom i eksempelvis Aliens kan man i Pandorums univers godt sove i flere hundrede år, når det er den tid det tager at komme tværs af galakser.
Og det er her Alvart tager sit udgangspunkt, for da teknikeren Bower (legemliggjort af den højst undervurderede Ben Foster) vågner kan han dårligt huske hvordan han bruger sin krop. Hans minder er lang tid om at komme igen, men hans tekniske færdigheder er fuldt funktionelle. Det er også et spændende omdrejningspunkt for en sci-fi film, denne: "hvordan ville du og din krop egentlig reagere, hvis du blev holdt kunstigt i live i over hundrede år?" Symptomatisk for filmen bliver denne problemstilling dog langt hen ad vejen droppet til fordel for mere regulær action.
Og der ligger fejlen. Pandorum har mange gode ideer, og den første halve time fungerer glimrende som klaustrofobisk "hvad-er-der-sket" thriller, mens vi følger Bower og hans overordnede (Dennis Quaid), der forsøger at finde ud af hvorfor skibet tilsyneladende er øde. Efter tredive velfungerende minutter begynder forklaringerne bare at vælte os i hovedet. Før man har set sig om har Alvart gang i to og så tre sideløbende plot-strenge, han kaster uhyrer, skizofren paranoia, utroligt ligegyldige bipersoner og et alt for højt tempo ind i mikset og resultatet bliver derefter.
Halvvejs inde virker det som om at ingen længere har overblik og Pandorum er blevet reduceret til en halvpinlig blanding af dårlig monsterfilm og et lunkent afsnit af Star Trek. Det er synd for det fungerer faktisk rigtig godt i starten hvor vi kun har to karakterer med svigtende hukommelse og et stort, uhyggeligt rumskib. I slutningen har vi horder af kiksede uhyrer og et alt for stort persongalleri, hvoraf vi ikke aner hvem vi skal have sympati med.
Pandorum lægger sig i forlængelse af den sci-fi horrorbølge der i sin tid blev startet af Ridley Scotts Alien. Mest af alt minder den om Paul W.S. Andersons eneste seværdige film, den noget bedre Event Horizon. Den ellers inkompetente Anderson har i øvrigt fungeret som producer her, hvilket måske er grunden til at filmen virker som om den ligeså godt kunne være instrueret af ham.
Pandorum er i sidste ende ikke meget andet end spildt potentiale og det er sgu en skam. Til gengæld ser den glimrende ud på Blu-Ray med masser af nuancer i de højkontrasterede rumskibs-billeder. Lyden er også helt på par med dagens standard. Skulle man af en eller anden grund have lyst til at se mere af filmen er der også næsten 40 minutters nye eller forlængede scener, som jeg personligt ikke kunne være mere uinteresseret i. Dertil kommer en kort bag-kameraet promo.
SF/Fox.
