Skriv en kommentar
I filmhistorien er meget få skikkelser lige så betydningsfulde som instruktøren Sergej Eisenstein med hans montageteknik, der i 1920'erne revolutionerede filmsproget og skabte basis for den moderne film. Kort og godt fortalt er montagen en slags dynamisk associativ klipning. Ved at klippe forskellige sekvenser sammen, skabes der så at sige en implicit forståelse, der ikke er vist i de enkelte klip i sig selv - men i den sammenhæng man ser dem. F.eks. ville et klip af Amin Jensen der vender sig hurtigt om, krydsklippet med et andet klip af en dugfrisk yankee bar, fremkalde en helt anden indirekte forståelse end hvis det andet klip var en skål selleri. Den dag i dag benyttes montage fortsat i nærmest enhver film og videoproduktion – dengang var det noget der ændrede filmmediet radikalt. Brugen af montage er særdeles effektiv til propaganda og derfor er det ikke så underligt, at Eisenstein i 1925 blev sat til at lave en hyldestfilm, ”Panserkrydersen Potemkin”, om den russiske revolutions spæde begyndelse med udgangspunkt i en autentisk hændelse anno 1905.
Filmen skildrer et mytteri i Sortehavsflåden og det efterfølgende folkelige oprør mod zarstyret, hvilket blev set som et af startskudene til den russiske revolution. Mytteriet udbryder da matroserne på panserkrydseren Potemkin får råddent og maddikebefængt kød, og anført af matrosen Vakulinchuk (Alexandr Antonov), udvikler det sig til en kamp mod deres tyranniske officerer. På trods af at matroserne får kontrol over panserkrydseren, bliver Vakulinchuk dræbt i kampens hede til stor sorg for resten af besætningen. Potemkin sejler til Odessa, hvor rygterne om mytteriet spredes hurtigt - folket i byen mødes på Odessatrappen og besætningen hyldes som helte. Dette udmunder i en militær reaktion fra zaren, som sætter kosakkerne ind mod civilbefolkningen i en blodig massakre.
”Panserkryderen Potemkin” bør med sine 82 år på bagen være en sunket skude, men når man oplever mesterværket i sit rette element på det store lærred, gennemtrænger skroget voldsomt og uimponeret enhver form for tidsbarriere der måtte være. Dette er i høj grad det nye elektronica-punk'et soundtracks fortjeneste; et hyperenergisk og helt fantastisk stykke arbejde, der hårdt og kontant knalder samtidige filmmusikproduktioner i sænk, som var det joller mod hangarskibe. Folkene bag, filmkomponisten Christian Rønn og guitaristen Peter Peter (Bleeder/Sort Sol), har ganske enkelt formået at trylle lyden af revolution frem i en stum revolutionfilm, med et soundtrack der stilmæssigt nærmer sig The Dust Brothers' ”Fight Club” og Clint Mansells ”Requiem For a Dream”, men som stadig er helt sit egen.
Man kan, af ganske naturlige årsager filmens alder taget i betragtning, ikke komme udenom at billedekvaliteten i ”Panserkrydseren Potemkin” er noget slidt og en ordentlig restauration ville gøre underværker. Men som god vinyl har det sin charme, og med fotografen Eduard Tisse ved Eisensteins side, er optagelser nu ganske seværdige alt taget i betragtning. Ikke desto mindre er den visuelle montageeffekt smittende dynamisk og eftersom musikken er komponeret efter filmens dramaturgi, er det som om lyd og billede smelter sammen i en højere enhed. De hurtige, rytmiske krydsklip ladet med metaforer, melodrama og bastung industriel lyd bragende henover, er et sanseligt frontaltangreb man ikke kan undgå at lade sig påvirke af. Med det nye soundtrack oven i er det et uventet dragende og komplet eksperiment, der falder lige så selvfølgeligt som hammer og segl på det russiske flag. Der hersker på intet tidspunkt tvivl om at ”Panserkrydseren Potemkin” er en kommunistisk propagandafilm, hvor der er smurt tandtykt på. Det er folket og ikke enkeltpersoner der er i fokus, revolutionen er et nødvendigt onde for at folket bliver fri og vejen dertil er blodig kamp. Den eneste farve man ser, er naturligvis et rødt flag hejst af matroserne og man kunne blive ved. Det essentielle for et publikum i dag er jo ikke at se filmen med ideologiske briller, men at opleve den pondus et stumfilms mesterværk med moderne soundtrack giver.
”Panserkrydseren Potemkin” er en af de film, hvor man virkeligt erkender betydningen af lydens samspil med billedet – og hvor unik en gennemslagskraft de har i perfekt harmoni. Denne nye udgave af filmen er ikke blot en biograffilm; det er en totaloplevelse. Der eksisterer kun lovord til det gode initiativ fra producenten Palle Vedel og det geniale udførelse fra komponisternes side, der viser stor indlevelse og musikforståelse for filmhistoriens måske mest vigtigste film. Desværre vil flere nok afskrive ”Panserkrydseren Potemkin” udelukkende fordi det er en stumfilm, hvilket er synd og skam, nu da denne produktion er så eminent udført. Jeg kan imidlertid kun anbefale værket på det varmeste, som en anderledes biografoplevelse man næppe vil glemme de næste 82 år frem.
