Skriv en kommentar
Mirakler
Som Quentin – eller Q – (Nat Wolff) ser det, får alle et mirakel. Med den udtalelse indledes den seneste filmatisering af en af John Greens ’Young Adults’-romaner, der efterhånden er blevet så populære, at de er en subgenre i sig selv. I en nation, der specielt siden 80erne med John Hughes i front, har dyrket ungdomskultur mere end nogen anden, er det ikke et under, at YA-fiktion i dag har sit hypocenter i USA. Jeg har læst en del YA og vil våge at påstå, at det er den genre, der byder på mest hurtigt-skrevet, ligegyldigt pjat for at sige det mildt, men samtidig at det er en vigtig genre, hvis reoler også bærer de største guldkorn. Mens jeg har læst bedre YA end John Green (Megan McCafferty f.eks.) ligger hans bøger bestemt i den gode ende.
Greens popularitet hænger uden tvivl sammen med den ’Online Community,’ han og hans bror startede i en af Youtube’s tidlige epoker med kanalen, vlogbrothers . Hvad end det var, der drejede brødrene i retning af beslutningen om at uploade videoer, må have været John Greens mirakel, for der er virkelig kommet meget godt ud af det for ham siden (foruden for alle de læsere og seere han har berørt).
Q’s mirakel er hans rodløse, selvsikre og smukke genbo, Margo Roth Spiegelman (Cara Delevingne) – fulde navn behøvet for at understrege hende som det svimlende koncept, hun er i hans øjne. Som barn ville Margo dukke op på taget foran Q’s vindue og invitere ham med på eventyr. Måske fordi han sagde ’nej’ for mange gange eller måske fordi de brutale sociale normer (som vi kender dem fra fiktionens amerikanske High School) separerede dem, er de vokset fra hinanden. Mens Q – med en nørd på hver side – kigger længselsfuldt efter Margo på gangene, synes Margo – omringet af lækker kæreste og populære venner – at have glemt sit barndomsbånd med Quentin. Lige indtil den aften hun igen materialiseres ved Q’s vindue og hiver ham med på eventyr. Et eventyr, der viser sig at være det sidste, inden hun forsvinder, kun efterladende sig små ledetråde om hvor hun er forsvundet hen.
Den idealiserede pige
I en oplagt sammenligning af Paper Towns og sidste sommers ”John Green,” The Fault in Our Stars markerer Paper Towns sig som noget lettere på humørskalaen end sin kræft-tematiserede forgænger, imellem hvilke der i øvrigt ikke er nogen forbindelse på nær et par af de samme skuespillere. Men det gør ikke Paper Towns letbenet; tværtimod er det en godt castet og ganske behagelig film med en fin tråd af humor fra start til slut. Den formår at gøre det, som er essensen af en god ungdomshistorie, nemlig at male teenager-årene med idealistiske strøg, der giver seeren lyst til at rejse tilbage i tiden.
Britiske supermodel, Cara Delevingne har rodet ved alle popkultur-interesseredes billede af, hvordan en model bør opføre sig, og hendes vildskab og særlige charme låner sig godt til Margo som mystisk og utilregnelig. Nat Wolff er fortsat god som betænksom, men akavet teenager (han havde en lignende rolle i f.eks. Stuck in Love 2012), og han fylder skærmen godt, hvilket er behøvet i det, der ikke er forfærdelig meget handling i Paper Towns. Der skete lidt mere i The Fault on Our Stars, men til gengæld var den så lidt kvalmende selvtilfreds til tider, hvilket er noget vi slipper for i denne omgang.
Noget andet, der kører for Paper Towns er dens konfrontation med myten om ”Den idealistiske pige.” I årtier har vi skulle høre på den ene specielle pige efter den anden – i film, i bøger og specielt i sange – noget ingen kan leve op til. Mens man ikke ligefrem kan kalde denne en film om den gennemsnitlige pige, er det, man kan tage med sig efter at have set den, alligevel en overvejelse af de roller piger forventes at påtage sig og de forventninger, de skal leve op til.
To be continued…
For 10 år siden – før Youtube; før The Fault on Our Stars, – solgte John Green filmrettighederne til sin første roman, Looking for Alaska. Han har jævnligt refereret til projektet som noget, der nok bare ikke kom til at ske. Det gør det nu. Paramount gjorde klogt i at vente, og med nyligt annonceret instruktør, Becca Thomas, kan vi måske allerede næste år se den næste John Green i biografen. Hvis jeg husker rigtigt, er Looking for Alaska hans bedste roman.
