Skriv en kommentar
Østrigske Ulrich Seidls Paradis-trilogi er en fascinerende tretrins-raket, der på nærmest gruopvækkende manér skildrer den ikke helt almindelige hverdag for tre familiemedlemmer.
Pinlige transaktioner
I den første – og efter min mening stærkeste – film, Paradis: Kærlighed, følger vi den enlige og ekstremt kærlighedshungrende mor, Teresa, som sexturist i Kenya. Her udveksles kød og kolde kontanter i en række pinlige transaktioner med de lokale sorte mænd. Kameraet viger ikke tilbage for noget.
I anden del – Paradis: Tro – følger vi morens søster, der er ekstremt troende katolik og bruger sommerferien på at missionere i spraglede forstadsområder. At hun har et turbulent forhold til en muslimsk mand og samtidig er så seksuelt undertrykt, at hun onanerer med et krucifiks om natten, gør ikke fortællingen mindre interessant.
Diæt-camp
I Paradis: Håb følger vi så 13-årige Melanie (Melanie Lenz), datteren til moren fra Paradis: Kærlighed. Hun er overvægtig og fastlåst til sin lyserøde mobiltelefon, så sommeren skal tilbringes i en afsidesliggende diæt-camp for fede børn. Her møder hun jævnaldrende piger, snakker om sex og ryger sin første cigaret. Men hun forelsker sig også pladask i campens læge, der aldersmæssigt kunne være hendes farfar.
Tung finale
Filmen koncentrerer sig om denne aparte kærlighedshistorie, der aldrig reelt giver noget afkast, men efterlader Melanie hjerteknust og udnyttet. Men i modsætning til de to første film er der ikke kød nok på historien til at bære den stramme fortællestil og lange spilletid. Sidste kapitel i Seidls ellers anderledes forfriskende trilogi om ulykkelig kærlighed, forkvaklet tro og ungdommelig håbløshed ender derfor som en noget stillestående affære, der kræver en jævn portion tålmodighed.
