Skriv en kommentar
Sløve dage i Nablus, livet er en stor undertrykkelse, og raske unge mænd som Said (Kais Nashef) og Khaled (Ali Suliman) må leve med udsigten af social identitetsløs deroute, med et ydmygende job hos en diktatorisk automekaniker. Aftenstid, gamle autosæder på en skrænt med udsigt udover dele af vestbredden skåler de i varm te. Suha (Lubna Azabal) har været for at hente sin bil, og er åbenlyst lidt vild med Said. Men hans stærk inciterende blik, synes ikke at kunne omfatte dette. De venter på beskeden, at blive de næste martyrer til den næste selvmordsaktion i Tel-Aviv. Samme aften/nat når nyheden dem, og de må i al hemmelighed tage af sted næste morgen, da familien uden tvivl vil sætte sig imod.
De bliver taget imod af modstandsgruppen, og skal igennem den obligatoriske martyrvideo, der i sig selv er lidt af en industri, og bliver solgt i mange foto-/videoforretninger landet over.
Nu venter aktionen forude, i deres bedste alder går de frivilligt døden i møde. Det hele er arrangeret, men Khaled er langsomt begyndt at tvivle på missionens dybere mening. Om der ikke er andre metoder, end den blodsudgydende.
En særdeles gribende og aktuel historie, de synspunkter der bliver lagt frem omkring gruppepres, den håbløse fremtid, og det gennemtærede had der gror allesteder, og som i filmen nærmest virker som ren rutine. At de to mænd, godt spillet af Kais Nashef og Ali Suliman har svært ved at recitere korancitater på martyrvideoen, skulle belyse deres ikke så store indsigt i koranen og den tro de kæmper for. Ivirkeligheden er det ikke de 17 jomfruer i paradis, som skulle vente efter endt aktion, men traditionen og den ære og omtale der efterfølger, og den stolte sorg det vil medføre for familien.
Filmen virker dejligt ærlig, og tager konflikten mellem Israel og Palæstina op med på det mere generelle plan, og tager ikke parti, men søger forklaringen. Gode replikker som hvordan en bøddel kan udstille sig som et offer, viser at det er undertrykkerens sag (Palæstina) der bliver belyst, men at Hany Abu-Assad på ingen måde billigere deres handling omkring selvmordsaktionerne.
Det er hans tredje film, der udover tæller ”The 14th Chick” og ”Rana´s Wedding”. Paradise Now er en stærk og dejlig vedkommende film, der vandt Golden Globe (Bedste udenlandske film/2006)
