Siden Israel i 1948 blev oprettet, som en selvstændig stat, har konflikten mellem Palæstina og den jødiske statsmagt været en realitet. USA støtter Israel både politisk og økonomisk i den asymmetriske kamp, hvor Palæstina har fået frataget sig enhver form for mulighed for at kæmpe på lige fod imod Israels militære maskineri. Vi er vant til at se konflikten fra et vestligt synspunkt, og under indflydelse fra massemediernes lidt ensidige dækning af ”krigen”. Vi sympatiserer derfor for det meste med jøderne, som bliver udsat for det ene modbydelige selvmordsbombeangreb efter det anden.
I Paradise Now ser man konflikten fra muslimernes synsvinkel, og jeg vælger med vilje ordet synsvinkel frem for synspunkt, da filmen forsøger at give et nuanceret syn på konflikten mellem de to lande. Hany Abu-Assad, der både har skrevet manuskriptet og instrueret film, har valgt at fortælle historien om to unge palæstinensiske mænd, der igennem et helt livs undertrykkelse fra Israels side, og en god portion indoktrinering fra en palæstinensiske oprørsgruppe, vælger at melde sig til en selvmordsaktion imod jøderne.
Said bor i Nablus på den palæstinensiske del af Vestbredden sammen med sin mor og søskende. Han er tynget af skam over, at hans far var en såkaldt medløber for den israelske stat. Kombinationen af denne skam og følelsen af vrede og magtesløshed, tvinger ham i armene på en militant gruppe, som arrangerer selvmordsaktioner i Israel. Said føler sig overbevist om, at disse handlinger er det eneste våben i kampen for retfærdigheden, og han har derfor overtalt sin barndomskammerat Khaled til at deltage i en aktion i Tel Aviv.
Få dage inden Said og Khaled bliver indkaldt til deres selvmordaktion, møder Said den smukke Suha, som lige er vendt tilbage til Nablus. Hun er vokset op i Marokko og har et helt andet synspunkt på konflikten, som hun mener, at man skal løse via politisk dialog. Said som tidligere var overbevist om, at vold var den eneste løsning på problemet, kommer pludselig i tvivl, om det er forkert.
Paradise Now er en vigtig film, hvor instruktøren Abu-Assad formår at forholde sig så objektiv til konflikten som muligt. Abu-Assad udviser både forståelse, men samtidig tager han afstand fra Said og Khaleds gerninger, og han forsøger på intet tidspunkt i filmen at forherlige deres valg eller at ophøje martyr-begrebet.
Paradise Now balancere humor og alvor i sin skildring af konflikten mellem Palæstina og Israel, og netop de skæve indfald og humoristiske situationer gør Paradise Now til en meget underholdende film. Ydermere leverer filmens to hovedkarakterer nogle meget intense og overbevisende skuespillerpræstationer, som er med til at fænge seeren fra start til slut. Paradise Now er en film, som er værd at lægge mærke til, og den er i løbet af det sidste år blevet overdrysset med priser, deri blandt en Golden Globe og en Blue Angel for bare at nævne et par stykker.
Læs i øvrigt Jesper Hintze Vildbrads biografanmeldelse her på siden.
Ekstramateriale
Der intet ekstramateriale på dvd’en.
Lyden er gengivet i Dolby 2.0, Dolby 5.1 og DTS
Filmen er tekstet på Dansk, Svensk, Norsk og Finsk
Filmen er venligst stillet til rådighed af: Scanbox.