Skriv en kommentar
Man føler straks, at man er i godt selskab, fra de første billeder lyser lærredet op – vi er i Almodóvars univers af varme farver, nærbilleder, forunderlig musik og lækker æstetik. Sidstnævnte bliver endda legemliggjort i hovedrollen Janis (Penélope Cruz), som er reklamefotograf og ligger på det hvide gulv og tager billeder, mens filmkameraet hviler på hende selv, Almodóvars darling.
Genstanden for fotograferingen er arkæologen Arturo (en ligeledes velspillende Israel Elejalde), som udgraver nogle af de mange spanske massegrave fra borgerkrigens tid. I disse grave ligger der stadig mængder af likviderede spanske familiemedlemmer, som mangler at blive identificeret og få en rigtig begravelse - blandt andet måske nogle af Janis’ familiemedlemmer. Arturo og Janis indleder et forhold, og vips er Janis gravid – der dvæles ikke længe ved denne del af historien.
Her begynder nemlig hovedplottet, idet Janis på fødegangen møder en ung pige, Ana (Milena Smit), som også skal føde sit første barn. De to kvinder knytter et venskab, som følger dem videre i livet, hvor samme liv tager nogle helt uventede drejninger, og Almodóvar vanen tro fokuserer på de dilemmaer, som især Janis sættes i. Hvad gør man, når man kommer i tvivl om sit barns identitet? Man tager selvfølgelig en - moderskabstest!
Forviklingerne tager fart, men Almodóvar afholder sig fra at lade os fare vild i dem, ligesom han også har sparet meget på stoffer, alkohol og seksuelle udskejelser i denne film. Jo, grænserne mellem sex, venskab og kærlighed er udviskede, også mellem kønnene, men det hele er bare et udtryk for, at Almodóvar vil have os til at forstå, at det er følelserne, der betyder noget. Det eneste, der betyder noget. Budskabet leveres til den eminente spanske filmkomponist Alberto Iglesias’ score, som fortsætter traditionen fra musikken til filmen Tal til hende (2002), som indbragte ham en Oscar.
Penélope Cruz har aldrig været bedre end i denne film, hvor hun udfylder rollen som Janis med charme, sødme og alvor. Det klæder hende at være mindre stylet og dullet op som i Volver. Vi tror på hende og nyder den ægthed, Almodóvar er lykkes med at få frem i hendes karakter, som endnu engang er den, der tænker praktisk og finder overraskende løsninger. Vi forkæles også med de velkendte lækre biller og kreative kameravinkler.
Vi må acceptere Almodóvars univers for at få den fulde oplevelse, og dermed glæde os over typiske elementer som den usandsynlige historie om én, der hoppede ud af graven og fortalte andre om, hvem der lå i den, og præmiereplikker som at børn lige så godt kan vænne sig til at leve uden for livmoderen, og at Janis ønsker at fortsætte familietraditionen med at være enlig mor.
Alle replikker afleveres med en nøgtern og frygtløs sødme, som helt mangler eftertænksomheden og livsangsten, og hermed er vi i trygge hænder i Almodóvars verden af melodrama og komedie, hvor vi kan give os hen i de følelsesmæssige forviklinger.
Det er så her, at Almodóvar for første nogensinde gang bryder med illusionen og tager os med ud på en mark, hvor en massegrav skal graves ud. Her står vi pludselig ikke sammen med Janis og hendes veninde Elena (Rossy de Palma), men sammen med Penélope og Rossy og en flok andre spaniere, der står og ser på, hvor deres familiemedlemmer ligger kastet ned i et hul i jorden med pigtråd om håndleddene. Vi er med andre ord trådt ud af fiktionen og ind i virkeligheden – eller sådan føles det.
Denne højaktuelle politiske kommentar har vakt stor debat i Spanien, og det er meget ulig Almodóvar at kommentere ømtålelig politik så direkte i sine film - han har altid sagt, at han aldrig vil lave film om borgerkrigen. Han plejer at holde sig til at skildre de elementer, han elsker (teateret) og dem, han hader (tv-journalister) med lige stor lidenskab.
Nogle vil nok mene, at hele borgerkrigstemaet virker noget påklistret og kontroversielt i Parallelle Mødre – men det virker, fordi vi rystes ud af drømmen. Det er frækt, det er modigt, og det er en manifestation af den store kærlighed til sit land, som afspejler sig i alle Almodóvars film, og som han herved giver et talerør til resten af verden.
