Skriv en kommentar
Norman er en særlig dreng, fordi han kan se og tale med de døde. De eneste to, der ikke tror, at Norman er sindssyg, er hans bedste ven Neil og hans onkel, som hans forældre har forbudt ham at tale med. Men lige før onklens død når han alligevel at fortælle Norman, at han nu må påtage sig opgaven en gang om året at tage ud på kirkegården og læsehøjt fra en bestemt bog for at holde forbandelsen fra en for længst afdød heks i ave. Onklen når dog ikke at informere Norman om præcis ved hvilken grav, han skal læse højt. Derfor bliver det en hæsblæsende aften for Norman, hvor han får brug for hjælp fra bla. Neil, hans overfladiske storesøster og den onde dreng fra skolen, som plejer at mobbe ham, for at forhindre at hele den lille by bliver indtaget af zombier. Og omsider kan det, at være anderledes og udenfor fællesskabet, vise sig at være en god ting.
Selve konceptet i historien er set før – at du er god nok, som du er, selvom du føler dig anderledes end de andre. Men dette er til at se bort fra, da det er en familiefilm, og fordi der er rigeligt med andre ting, som man kan hæfte opmærksomheden ved.
Plottet hænger godt sammen hele vejen igennem, og selvom det er en stop-motion film, hopper man nogle gange i sædet af forskrækkelse, når den for alvor slår fast, at den også er en gyserfilm. Derudover er filmen gennemsyret af humor. Selve de replikker, som er ment til at være sjove, falder ofte til jorden, men til gengæld er der mange sjove elementer på det visuelle plan. For eksempel udformningen af nogle af figurerne og måden de opfører sig på, så man kan være sikker på at komme til at grine undervejs.
Det mest fantastiske element ved filmen er den stop-motion-teknik, som den er lavet med. Man kan virkelig se, at der er sket meget på dette felt siden Postmand Per, og man fornemmer tydeligt, at der er mange mange hænder, der har haft fat i dukkerne i ParaNorman og omhyggeligt formet dem et utal af gange. Figurerne og universet virker således levende på et helt andet plan, end det havde gjort, hvis det havde været konstrueret med computeranimation.
At der alene til Norman er produceret 8800 ansigtsdele giver en idé om, hvor omfattende et arbejde der ligger bag hele filmen. Og undervejs kan man lægge mærke til græsstrå, flyvende blade, blafrende stykker papir, tøj mm. og gisne om hvor mange timer, det har taget at udforme alt dette.
Filmen indeholder nogle faktisk virkelig uhyggelige scener, hvilket nok er årsagen til, at man skal være 11 år for at måtte se den. Disse gys er meget fint balanceret med de søde komiske scener, som eks. da Neil begejstret spørger Norman, om han kan se Neils afdøde hund, og Norman siger at ja, det kan han, men hensynsfuldt undlader at fortælle, at hunden er i to dele.
Alt i alt en vellykket film som primært henvender sig til ældre børn, men som voksne også vil nyde godt af, hvis de lægger mærke til og lader sig betage af det enorme arbejde, der ligger bag produktionen af dette lille stop-motion-vidunder.
