Skriv en kommentar
Film der omhandler nazisme har altid været døbt kontroversielle udelukkende for det tabubelagte emne. Det er lidt synd at medierne er så snæversynede, og ligeså at en film som ”Pariah” blev censureret og lagt af vejen da den udkom i 90’erne, for dette skaber en interesse blandt tilhængere af voldsfilm, og netop derfor er ”Pariah” en film man kender i dag. Der er nemlig ikke mange kvaliteter udover de ufrivillige morsomheder i filmen her, der behandler nazisme, vold og hævn så overfladisk og ligegyldigt som overhovedet muligt. ”Pariah” er et levende bevis på, at blot fordi en film er baseret på en sand historie, behøver denne ikke være velfortalt og interessant af denne ene grund.
For at opsummere den ellers fine handling, bliver Steves mørke kæreste brutalt voldtaget af en gruppe nazister, hvor hun efterfølgende begår selvmord. Steve beslutter sig for at hævne sig, ved at agere nazist og infiltrere gruppen indefra. Her kan man så vælge at lave en dybsindig film, der studerer menneskets natur, eller gå den lette vej, og lave en underholdende spændingsfilm. ”Pariah” har det dog med, at forblive en konstant kedsomhed, da filmen aldrig kommer nogen vegne, og aldrig danner sig en mening hverken om indholdet eller udtrykket. Det er for det meste en trist fornøjelse, at følge nazisternes højest utroværdige hverdag, da skuespillet er så dybt elendigt, at man begynder at lede efter andre kvaliteter. Det er så her, at de ufrivillige morsomheder dukker op, for når nazisterne hopper rundt og mosher til deres punkede fester, havde jeg personligt meget svært ved at holde latteren tilbage.
At filmen er lavet på et utroligt snævert budget, er ikke en undskyldning for hvilken katastrofe ”Pariah” er. Alligevel formår instruktøren Randolph Kret at skabe nogle habile men anonyme billeder. Manuskriptet, som Kret også står for, er dog der hvor det virkelig halter. Klichetunge dialoger, ligegyldige scener og utroværdige sekvenser hober sig op i flertal, og når man til sidste sidder og tigger om en nogenlunde slutning med lidt stof til eftertanke, bliver man efterladt med den tammeste fornemmelse, jeg længe har oplevet. Skuespillet er så amatøragtigt at det er utilgiveligt. Man får ikke dårlig smag i munden under voldtægtsscenerne, man får ikke sommerfugle i maven under kærlighedsscenerne og man får ikke sved på panden under spændingsscenerne. Dette skyldes hovedsageligt at man ikke kan identificere sig med nogen af skuespillerne, da de på ingen måde lever sig ind i deres roller. Damon Jones som Steve er måske den værste hovedrolle jeg har oplevet, og det siger en hel del.
Glem alt om ”Pariah”, og se hellere ”The Believer”, ”Romper Stomper” eller ”American History X” en ekstra gang, hvis du ikke har fået nok af emnet. Filmen svæver mellem de 1 og 2 stjerner, men ender med en bundkarakter, da jeg aldrig ville kunne finde på, at sætte filmen på igen. Dog må Another World Entertainment endnu engang klappes på skulderen, da det næsten kun er dem, der tør tage fat i glemte titler som disse, og udgive dem på det danske marked. Lad os så få ”The Barbarians”, ”Rad” eller ”50 År Efter 3. Verdenskrig” næste gang, tak!
Ekstramateriale – 3/6
Der er rigeligt at gå i krig med, og kvalitetsmæssigt er det bedre end selve filmen. Kommentarsporet med instruktøren, giver udtryk for, at manden i den grad havde store planer for filmen. De slettede scener bør der nok have været flere af, da filmens endelige produkt føles minimum et kvarter for langt, men dem der er, er der god grund til, ikke endte i filmen. Der er også nogle indledende prøver med nogle af skuespillerne, hvilket har sin underholdningsværdi. Til sidst lidt radio- og Tv-spots samt trailere. Det er måske ikke det helt vilde, men har man en smag for filmen, er indholdet da helt i orden.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
