Skriv en kommentar
I 1970’erne dukkede der en masse gysere og thrillere op, der omhandlede psykens uendelige muligheder. Imens langt størstedelen er glemt i dag, er det rart at se, at nogen tager fat i nogle af disse, og får dem udgivet på DVD, for der er en masse oversete perler iblandt. ”Patrick” er måske en af de mindre kendte af disse, men den bør ikke glemmes af den grund.
Kathy har netop fået et nyt job, hvor hun skal pleje nogle metalforstyrrede patienter. Patrick er en af disse, og han har ligget i en form for bevidst koma i de sidste tre år, umiddelbart direkte efter han slog sin mor ihjel. Kathy føler dog, at hun kan kommunikere med ham som den eneste, og snart begynder en masse uforklarlige hændelser at begynde, som alle sammen peger på, at Patrick kan forlade sin krop, og sørge for at Kathys liv bliver et levende helvede, indtil den dag, hun beslutter sig for, at Patrick er hendes eneste ene.
Instruktøren Richard Franklin er nu mest kendt for ”Psycho 2” og ”Fantasm”, men jeg tør vove påstå, at ”Patrick” er hans usete mesterværk. Selvom historien næppe er konsekvent interessant, formår han at opbygge en tæt og indelukket stemning, der i den grad vækker ubehag og konstant undren. For er hele historien en form for indbildning, eller kan det virkelig være rigtigt at Patrick i de sidste 3 år, har udviklet en metode til, at terrorisere andre menneskers liv fra sengen? Desværre lægger slutningen ikke skjul på løsningen, men det er desto mindre ikke et interessant spørgsmål der bliver stillet i denne film, og stemningen alene er nok til at holde tilskueren fast igennem filmens 2 timer.
70’erne bød også på en unik form for skuespilkunst, der blandede en slags naivitet med noget utroligt troværdigt. Det virkede langt mere tilbagelænet i denne periode, og det er Susan Penhaligon et glimrende eksempel på. I ”Patrick” formår hun at holde tilskueren nok på afstand fra sin person til, at vi overser vigtige detaljer der først forløses senere i filmen. Mere kedeligt er resten af filmens skuespil, hvor kun Robert Thompsons Patrick har maniske øjne, der borer en frygt langt ind under huden.
Selvom ”Patrick” naturligvis ikke egner sig for alle, og har sine minuspunkter i overdrevne og ligegyldige lydeffekter, der kan spolere hele filmen for en, så er det alligevel en bemærkelsesværdig og original lille film, som det mindste bør ses af fans af genren. Franklins instruktion og atmosfæreopbyggelse alene gør filmen seværdig, men det er næppe en film man vil vende ofte tilbage til, da den til tider er unødigt langtrukken og endda ender en smule fjollet.
Ekstramateriale – 3/6
Et par trailers og tv-spots er det eneste på Dvd’en, men der følger ligeså et soundtrack med, som bestemt er værd at høre. Gruppen Goblin, der ligeså har stået for mesterværket ”Profondo Rosso”, er en stor del af filmens univers, så det er en fantastisk bonus med et soundtrack som dette.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
