Skriv en kommentar
Introscenen ”vågner” ved at sollyset bryder langsomt frem og kameraet panorerer og præsenterer det fattige kvarter, hvor kun reallyde kan høres; fejekosten, skraldevognen. Herefter følger kameraet vores hovedperson, den 60-årige Hirayama (spillet nuanceret, inderligt og med en livserfaring af den 68-årige Koji Yakusho) og hans morgenrutine. Hirayama står tidligt op, folder sin slidte futon madras sammen, børster tænder, trimmer sit overskæg, vander sine små træer i udestuen og tager sin blå kedeldragt på. På ryggen står der med store hvide bogstaver på engelsk og japansk ”TOILET CLEANER”. Han tager en dyb indånding ved døråbningen og ser op i himlen for at regne vejret ud, trækker en kaffe fra en automat og køre afsted i sin varevogn og passere Tokyos Skytree, som er verdens højeste tårn. Han stiger ud i Shibuya-området i Tokyo og slæber al sit rengøringsudstyr med sig under armen og på ryggen og kommer på humoristisk vis til at ligne en ”Ghostbuster”. Dog, slukker han ikke ildebrande, men skal gøre 17 offentlige toiletter rent inden dagen er omme. Og han gør toiletterne rent med stor flid og omhu.
Hans rutiner efter arbejde og hans ugentlig fridag er lige så ritualistiske som hans morgenrutiner. Efter arbejde går han i offentlig bad og indtager sin aftensmad på den samme bar på Shibuya-togstation eller stambar og køber brugte bøger hos den samme antikvarhandler bl.a. køber han bogen ”Træer” fra 1971 af den japanske forfatterinde Aya Koda.
Hirayama lever i sit eget tempo og har valgt at leve alene. Han følger ikke med i nyheder, verserende politiske sager, nye teknologier og det gælder alle livets aspekter. Vores hovedperson står ligesom uden for tiden, men lever i øjeblikkene og nu’et og følger med i naturens forunderlige detaljer og vokseværk f.eks. tager han sig kærligt af et lille babytræ. Og han omfavner sit arbejde, som noget han forsvinder i eller trækker sig tilbage til i livets mere ydmyge øjeblikke. Hans livsrytme og balance bliver uventet forstyrret for en kort stund, da hans niece pludselig søger tilflugt hos ham og vi fornemmer, at han har stiltiende hemmeligheder og højst sandsynligt har haft et mere privilegerede liv.
Da Hirayamas stille liv kommer ud af takt, ser vi, hvordan han med ophøjet ro navigerer og med dyb menneskelig indsigt får han forløst nogle usagte uklarheder og ser fortiden i øjnene. Der er en vis buddhistisk kvalitet over ”Perfect Days”, idet Hirayama værdsætter træer lige så højt og endda mere end mennesker. Han bukker og hilser ydmygt på træerne og fanger lyset med sit analoge kamera i al slags vejr, når han indtager sin medbragte madpakke i parken og særligt følger et træ, som han betragter som sin ven. Det japanske ord ”komorebi” som var filmens originale titel betyder på dansk ”Sollys filtrerer gennem løvet”(træer). Filmen endte med titlen ”Perfect Days” efter Lou Reeds sang ”Perfect day” fra 1972.
Selvom verden omkring Hirayama har transformeret sig, er han forblevet i 60’erne og 70’erne, hvor han sætter det analoge over teknologien og det digitale. Han hører kassettebånd med Otis Redding, Lou Reed, Nina Simone og japansk folkemusik fra 60’erne og hver uge får han fremkaldt film fra sit analoge kamera og køber en ny rulle. Lou Reeds sang ”Perfect Day” og Nina Simones ”Feeling good” fra 1965 binder filmens begyndelse og slutning sammen på en dybt rørende og bevægende måde løftet af Koji Yakushos fænomenale skuespil og med kun de nødvendigste ord. De to sange kan også ses som en metafor for et vindue, hvor vi kan se lukt ind i Hirayamas sjæl og opleve hans ro og øjeblikke af lykke og allermest: Blot at være.
Hirayama minder om englen fra den tyske instruktør Wim Wenders egen film ”Himlen over Berlin” fra 1987, da Hirayama ligesom englen besidder en ophøjet ro og betragter verden oppefra og omkring ham.
Da han cykler gennem Tokyo sammen med sin niece messer de ”næste gang er næste gang” og ”nu er nu”. Det er også Wenders salut og hyldest til byen Tokyo, som han har stor affektion for.
