Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er noget af et scoop nu at kunne sætte Niocolas Roegs debutfilm fra 1970, ”Performance”, i dvd-afspilleren.
At det er en roeg-film, som man har med at gøre, fornægter sig ikke. Hans adelsmærke, klipningen og den ublufærdige omgang med sex, gerne i skøn forening, fremføres allerede her med stor overbevisning. Og blev han ikke berømt på klip og sex i debutfilmen, så blev han det til gengæld i 1973; enhver filmentusiast med respekt for filmsproget, kender Roegs ekstremt velklippede indledning til gyseren ”Don´t look now” (”Rødt Chok”), for ikke at glemme samlejescenen i samme film. Måske er hans tilbøjelighed til at binde montage, for det er det klipningen er, og temaet sex allermest vellykket i ”Bad Timing” fra 1980. Men også i kultfilmen “The Man Who Fell to Earth” (1976) er koblingen særdeles vellykket. Og også den skammeligt oversete ”Castaway” fra 1986 gør det flot. Og i en af de bedste hyldester til Marilyn Monroe, ”Insignificance” (”Pigen og professoren”) fra 1985, gøres det med stor komisk effekt. Sandelig, Roeg er en montagens moderne mester – og med sin kone Theresa Russell som gennemgående femme fatale, har han fundet en overmåde lydhør medspiller ud i seksualitet.
Roegs klippemæssige/montage-styrke er enten meget håndfaste tolkninger af handlingen – her er Roeg virtuos ud i sigende matchcuts - eller klip der åbner op for tilskuerens egen tolkning – det sidste er så sandelig tilfældet i ”Performance”.
”Performance” er i virkeligheden ikke en handlings-film, den er et billedværk. Men altså, handlingen er følgende: Gangsteren Chas (James Fox) kommer i unåde hos sin boss og må gå under jorden. Han indlogerer sig i et kælderværelse hos rockmusikeren Turner (Mick Jagger). Resten af filmen er stort set optrin efter optrin, hvor Chas påvirkes mere og mere af Turner og hans veninders, Pherbers (Anita Pallenberg) og Lucys (Michéle Breton) forsøg på at finde en eller anden identitet frem hos gangsteren, der sådan set har samme projekt, da han skal have en falsk identitet til brug for videre flugt. Måske flyder Chas og Turners identiteter sammen, det er svært at sige. Ja, i det hele taget er det svært at finde ud af, hvad slutningen skal betyde – om end den er særdeles håndfast. For det er bestemt ikke Roegs og medinstruktør Donald Cammells intention at klarlægge udviklingen, men at vise, ja postulere en eller anden form for bevidstheds- eller erkendelses-leg. Tilskueren skal ovebevises via første dels især på udgivelsestidspunktet voldsomme og virtuost klippede volds- og sexscener, og andens dels syrede udvikling (?) i lejligheden.
Man er ikke i tvivl om, at her står man overfor en rigtig 68-film, en syre-film, en film fra ”Swinging London”, hvor man ikke mindst må nyde en meget velspillende og på film debuterende Mick Jagger, i en rus af hash og svampe, og i måske verdens første musik-video til sit eget nummer ”Memo from Turner”. Det er gefundenes fressen for den rette, og dem må der være nogle stykker af. Kult er her dømt! På den anden side bærer fortællestilens virtuositet langt udover tiden og er til stadighed en æstetisk nydelse – på trods af volden i første og syren i anden del.
Filmen er som sagt som man siden hen kommer til at kende Roeg. Så meget mere overraskende er det, at man via det fine ekstramateriale – især i featuretten ”Influence and Controvercy” – får at vide at filmen klippedes om af medinstruktøren Donald Cammell og klipperen Antony Gibbs uden Roegs tilstedeværelse, da han straks gik videre med ”Walkabout” (1971). Alligevel gik der 2 år fra optagelserne til filmen blev sendt ud – Warner Bros turde simpelthen ikke pga. den voldsomme vold og den syrede syre, ak ja. Og alligevel er filmen umiskendelig roegsk.
Og nu er den her på DVD i udmærket gengivelse. Når man oplever Roegs montage fra 1970, undrer man sig over, hvorfor alting skal være så utroligt glat i dag – continuity, continuity, det kradser ikke en meter!
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Bros..
