Skriv en kommentar
I de seneste år har vi fået mange film om forskellige situationer under Anden Verdenskrig – måden at finde forskellige nuancer fra de grusomme år set fra den vestlige verden – og med nazisternes daglige brutaliteter.
Nu har den ukrainske filminstruktør Vadim Perelman, som i 2003 blev kendt for den Oscarnominerede film House of Sand and Fog valgt endnu en fortælling af den østtyske filmmanuskriptforfatter Wolfgang Kohlhaase, hvor vi i startens tågede dunkelhed følger franske jødernes vej gennem skovens mørke i den kendte lastbil på snoede stier til deres endestation. Men filmens fortælling er, at blandt de dødsdømte møder vi Gilles (spillet af den sprogkyndige argentinsk fødte Nuhuel Pérez Biscayart), som siger han er perser og ikke jøde – og til alt held medbringer en persisk lærebog – og da den øverstkommanderende i helvede, Hauptmann Kock, (spillet alt for klicheagtigt af den mere kendte Lars Eidinger) vil lære farsi, så han kan lave en restaurant i Teheran, hvor broderen bor. Derfor undgår Gilles at komme til Auschwitz sammen med de andre. Vi følger nu i to timer livet i koncentrationslejrens umenneskelige sort/hvide verden, hvor Gilles skal huske sine løgne. Kock stiller ham en opgave: Du skal hver dag lære mig fire nye persiske ord, det er 30 om ugen, 120 pr. måned og ca. 1500 pr. år.
Og det er svært, når man ikke er perser.
Og Koch er hurtig til med sammenbidte og gnistrende tænder at frembuse over for Gilles, at han hader løgne mere end noget andet, og det vil koste Gilles livet, hvis han bliver opdaget i en løgn – samtidig med, at vi i løbet af filmen møder den ene løgn efter den anden fra Koch selv, som da han over for lejrens øverste benægter brugen af den persiske undervisning. Og vi følger de stereotype sovesalsmareridt for Gilles og de andre – han ligger med rystelser og i kulde fremstammer farsi-ord – og skal huske, hvad han selv har sagt. Derfor opstår der i filmen mange sladderagtige beretninger, hvor folk angiver hinanden – for selv at komme til at stå i et bedre lys. Bl.a. hører en af pigerne en historie, hvor en af køkkenpigerne fortæller om en for lille penis hos chefen, men da hun siger det videre til ham, har det ingen effekt.
Vi ser jøder blive skudt, vi ser de hårdtarbejdende flække store sten med sløve mejsler i kæmpe stenbrud i sølet regnvejr, og folk skal spise den mest umenneskelige mad. Men selvom filmen i starten fortæller, at ”den bygger på sande historier” kan jeg slet ikke blive fanget af dens ubestemmelighed og teatralskhed – og det hjælper ikke, at Koch i sin poetiske tilgang begynder at skrive smukke digte om skyer, der driver mod stjernerne.
Det hjælper heller ikke, at vi til den store udendørsmiddag, hvor Gilles er i køkkenet, hører de store smukke, tyske vemodige hjemlandssange. Og der er alt for megen forvirring med sproget på tysk, flamsk, hollandsk, fransk, persisk, som ikke har hold i virkeligheden.
Instruktøren har valgt at fortælle en ukendt historie fra Anden Verdenskrig – men den mangler troværdighed.
