Skriv en kommentar
Céline Sciamma har allerede en del priser på hylden, senest for Portræt af en kvinde i flammer, som indbragte hende prisen for bedste manuskript i Cannes. I Petite Maman er det barnet, der er i fokus. Barnet, som ikke nødvendigvis forstår at udtrykke sine følelser, men går med de ubesvarede spørgsmål inde i sig, som så måske finder udtryk i fantasi og leg.
Filmen tager afsæt på et plejehjem, hvor Nelly (Joséphine Sanz) og hendes mor (Nina Meurisse) netop har taget endelig afsked med Nellys mormor, som lige er død. Men netop det med at tage endelig afsked er ikke så entydigt for Nelly, for hun synes ikke, at hun fik sagt farvel. ’Jeg vidste jo ikke, at det var sidste gang’, siger Nelly, mens hun kravler ind i moderens favn. ’Nej, men det vidste hun jo heller ikke’, svarer moderen.
Alligevel plager det Nelly, som må følge med mor og far hen i moderens nu tomme barndomshjem, hvor der skal ryddes op efter dødsfaldet. Nelly tilbringer tiden med at lege i skoven, og en dag møder hun en pige på sin egen alder, som ligner hende på en prik – næsten. De to piger opbygger et venskab, og herfra væver fortid og nutid sig sammen på en måde, som bringer mindelser om den spanske 70’er-instruktør Carlos Sauras Kusine Angélica, hvor voksne spiller børn, og også om mesterværket Den Spanske Ravn af samme instruktør samt i den nyere ende Guillermo del Toros Pan’s Labyrint, hvor børn også må kæmpe med sorgen over tabet af deres mor og søger tilflugt og svar i en fantasiverden og i leg.
Det er til fulde lykkedes for Céline Sciamma at lade os opleve alt gennem Nellys øjne og følelser. Nelly stiller spørgsmål og får svar, og egentlig handler det for hende ikke så meget om at finde svarene, men mere om at kapere, hvad det er, der er sket, og hvilke konsekvenser, der får. Hun vil gerne vide, hvordan hendes mor var som barn, og det prøver hun på sin egen måde at finde ud af.
Petite Maman har en rolig, næsten meditativ stemning, som understøttes af de lange scener i skoven, hvor Nelly og hendes nye veninde Marion (Gabrielle Sanz) leger sammen.
Fortid og nutid blandes på en umærkelig og elegant måde, hvor det er klipningen, der gør det klart for os, at ikke alt er, som vi troede. Dialogen er rolig, der er ingen baggrundsmusik eller støj, den eneste bil, vi oplever, er da Nelly og hendes mor kører hjem fra plejehjemmet. Dette symbol på civilisationen og den konkrete verden møder vi først igen til allersidst. Derimellem er det hele tiltagende drømmeagtigt og præget af tiden, der står stille i et barneunivers.
De to piger – søstre – der spiller Nelly og Marion, har et dejligt samspil med hinanden, hvor de på trods af det ret stramme manuskript får lov til at udfolde sig i leg og dermed skaber rum til vores følelse af at være tilbage i vores egen barndom.
