Skriv en kommentar
Kort før jul 2004 havde Phantom of the Opera premiere i USA, og nu er den allerede i Danmark endda med tre nomineringer til Golden Globe-prisen på plakaten. Ingen tvivl om at det må få forventningsniveauet til at stige betragteligt. Filmen er baseret på Andrew Lloyd Webbers succesfulde musical, der har trukket fulde huse verden over. Oprindeligt er Phantom of the Opera en roman skrevet af franskmanden Gaston Leroux for snart 100 år siden. Romanen er blevet filmatiseret adskillige gange siden 1916, hvor den ungarske instruktør Ernst Matray første gang bragte den til det store lærred. Nu er Joel Schumachers version klar til os, og lad det være sagt med det samme. Den er baseret på musicalen og ikke romanen, og det fungerer ikke helt uden gnidninger.
I den parisiske Opera Populaire sker der i 1870 et ejerskifte. To griske mænd vil føre den daglige drift, mens den smukke og adelige prettyboy Raoul vil stå som kunstnerisk leder og protegé. Hans barndomskæreste Christine, der er opvokset i operaens gemakker, kæmper en brav kamp for et gennembrud, der er svært at få, når man sidder inde med en husdiva, som italienske Carlotta. Men der er en myte om Operaen, som mange har lært at leve med. Operaen har et spøgelse, der for Christine er den støttende musikkens engel, som hendes afdøde musikalske far, havde lovet hende. Lærerinden Madame Giry er den eneste, der kender sandheden om denne myte. Spøgelset er ingenlunde et spøgelse, men et stakkels vansiret geni, der fra kælderdybet under opera må leve af at høre musikken, og så til sidst sørge for at hans elskede Christine får et gennembrud af format, så hun tilmed kan blive hans brud. Historien fortælles retrospektivt igennem et møde mellem Raoul og Madame Giry mange år senere. Den lægges frem som en slags forklædningstragedie, hvor man skal søge i dybden for at lære sandheden at kende.
Musicalgenren er en velkendt genre, der i seneste 10-15 år er begyndt at dukke op i spændende former. Først fik vi Evita fra Alan Parker, siden Lars von Triers Dancer in the Dark, Baz Luhrmans Moulin Rouge og senest Oscarvinderen Chicago af Rob Marshall. Genrens eneste variation fra den almindelig film er selvfølgelig den sungne dialog og ind i mellem handler musicalen også om opsætningen af en musical. Det samme er gældende for Phantom of the Opera, men det må også siges, at der er væsentlig forskel på teatermusicalen og filmmusicalen, og filmen her prøver at lande blødt i midten, og det er en væsentlig fejl. Som filmen er præsenteret er den næsten stort set magen til teaterversionen, hvad dialog og handling angår. Dertil er det cinematografiske selvfølgelig tilføjet. For at begynde med handlingens fremdrift og filmens skuespil, så er det ikke uden problemer nærmest ukritisk at adaptere fra scenen til lærredet. På lærredet fornemmer man ikke teatrets nærvær i et åbent rum, og derfor bliver mange af filmens sange, og i særdeleshed kærlighedsduetterne, en kamp at komme igennem, fordi man stort set kun ser to middelmådige sangere synge sig igennem strofer, hvor hjerte rimer på smerte. Man bruger altså i filmen adskillige overflødige minutter på at sige ”jeg elsker dig”, hvilket er fint i teatret, men ikke i film. Når skuespillet så partout skal være teatralsk, så ender det med at man i stedet for at se overflødighedshornets godter, får det smasket i fjæset, og det er ret kvalmende og temmelig kedeligt. Fremdriften i den ellers besnærende historie er ganske simpel for langsom, fordi man antager at det musikteatralske fungerer lige godt på lærredet som på scenen. Sangene fejler såmænd ikke noget. Genhøret med hits som ”All I ask of you” vil sikkert glæde mange musicalelskere, men det store orgelledemotiv, Phantom of the Opera, der fylder meget i den første del af film har stadig sit temmelig kitschede firserpræg med trommesæt og syntheziser i fire fjerdeles takt. Det kunne godt have brugt en omskrivning til det mere moderne. De store danseoptrin i sangene Hannibal og Masquerade er ret flotte og indfrier noget af det man forventer af en god filmmusical.
På den anden side af det filmiske, der ikke vedrører dialogen og handlingen, er selve cinematografien, som den moderne biografgænger er blevet meget forvent med. Her er der ingen mangler. Besnærende kameragange i en fantastisk scenografi og med kostumer, der er de bedste historiske dramaer værdig, får en til at tænke på Moulin Rouge, der om noget var et cinematografisk festfyrværkeri.
Personligt er jeg noget overrasket over manglen på vision i rollebesætningen. Man har satset på unge navne, og det kunne måske have hjulpet på humøret at have castet større stjerner i rollerne (både Antonio Banderas og John Travolta har i udsigt som Phantom). Christine spilles af Emmy Rossum (Mystic River), som bl.a. også er uddannet i sang. Hun slår nok igennem for sin rolle, som noget overraskende er nomineret til en Golden Globe, men som reelt set holdes op af et ikke utiltagende ydre. Sangmæssigt er hun fremragende, men den teatralske stil i filmen overhovedet hæmmer hendes præstation. Madame Giry spilles af Miranda Richardson, der som den eneste har valgt at tale med en ulidelig fransk-engelsk dialekt, hvor alle andre taler engelsk, som var de til audition på Dollars. Førsteelskeren Raoul spilles af den relativt ukendte Patrick Wilson, som vi nok kender bedst fra sin fine birolle i den amerikanske mini-serie Angels in America. Noget svagere er selvet Fantomet (Gerard Butler), som nok kan synge en smule, men han formår ikke at udleve den splittelse det vansiret halvmonster må gennemgå i kærlighedens og kunstens smerte. Simon Callow, som mange husker som den livsglade bøsse Gareth i Fire bryllupper og en begravelse, er altid meget vittig og velspillende. Bedste indslag på spillesiden er uden tvivl Minnie Driver, der giver filmen et selvrionisk præg i rollen som den selvsmagende italienske prima donna Carlotta. Hun er med til at give filmen det, den i udstrakt grad mangler – nemlig selvironi.
Filmen vil uden tvivl blive modtaget meget blandet. Phantom of the Opera er et must for musicalelskere, mens filmelskere tørt kan konstatere, at man ikke uden problemer blot adapterer teater til film.
