”Phantom of the Paradise” har alt det en ægte kultfilm skal have: den er fra 1970-erne, helt nøjagtig 1974; den blev ikke nogen succes ved premieren, men blev til gengæld efterfølgende dyrket af et hengivent (kult)publikum, ja i Paris gik den i 15 år (!) i samme biograf; og endelig er den dramaturgisk og stilistisk så tilpas skæv, at den ikke rigtig ligner noget andet – end en kultfilm.
Forlægget ”Phantom of The Opera” er indspillet flere gange, men ikke før denne udgave sat til musik, og næppe før i en så syret udgave som denne. Historien er følgende: Den ukendte og naive pop/rock-komponist Leach (William Finley) er ved at færdiggøre sin storstilede komposition om Faust, der sælger sin sjæl til djævelen, bl.a. for at få sin tabte ungdom igen. Det legendariske rock/pop-fænomen Swan (Paul Williams), ejer af Death Records, stjæler Leach´ komposition. Da Leach forsøger at gøre sin ret gældende overfor Swan, ender Leach´ hoved i en LP-presser! Sådan bliver monsteret/udyret/the Phantom til. Med vansiret ansigt drager Leach hærgende igennem Swans nyopførte rockpalads, Paradise. Inden længe skal det åbne med Leach´ Faust-komposition. Swan får dog indfanget Leach og indgår en aftale om, at han skal skrive kantaten færdig, og at hans elskede Phoenix (Jessica Harper) skal synge hovedpartiet. Det er dog sin sag at lave en aftale med Swan, alias djævelen selv. Faust-historien går igen ”i virkeligheden”.
Satiren over ”den moderne” rock/popindustris rovdrift på og udslettelse af alt der ligner talent er tyk, ikke spor gribende, men herligt grinagtig. Og det giver ærlig talt et gib i en, når man ser alle de håbefulde unge mennesker stå i uendelige køer for at gå til audition hos Swan. Det har da fanme ikke ændret sig i disse American Idol og X Factor-tider (og så ikke et ord om, hvem djævelen kan være i den sammenhæng). Det er i den forbindelse herligt klædeligt, at Swan spilles af Paul Williams der også er komponist til musikken i filmen!
Når ”Phantom of the Paradise” er en kultsucces skyldes det ikke mindst, at filmen på én gang udstiller og selv er en del af smagløsheden, kitchen, det vulgære. Den elsker det, som den selv udstiller. Og er man til den form for ægte kultfilm, om jeg så må sige, ja så er ”Phantom of the Paradise” et must i samlingen. Fans af instruktøren Brian de Palma vil endvidere vide at genfinde eller opdage de første tegn på den polerede, strømlinede og poserende ”reklamestil” der udfoldes virtuost i thriller/gyser-gevandter fx i successer som ”Carrie” og ”Scarface”, men allerede i denne tidlige film finder den helt rigtige kult-klangbund.
De smagløse, kitchede optrin er mange. Optrinene finder først og fremmest sted i Swans pop/rock-palads Paradise, hvor ”kulten”, biografpublikummets alter-egoer, kaster sig ud i ritualerne. Og som det er typisk for en række af 70-ernes midnatskultfilm er der et syndigt rod i kønsrollerne – der er fx ikke meget mand over Swan, han er sandt at sige noget til en side at skue – hvad er det dog de skrigende piger ser i ham?! Men queerprisen tager dog rockflødebollen Beef (George Memmoli)- dyrk ham! I dag ville vi vel kalde ”Rocky Horror Picture Show”, ”Pink Flamingos” og denne her film for forløbere for Queer-bevægelsen.
Eneste minus er, at musikken (Paul Williams) har svært ved at fænge, tiden har været hård ved den modsat ”Rocky Horror Picture Show”. Ligesom det ærlig talt irriterer, at filmen ikke rigtig kan finde ud af, om den vil være en rock/pop-musical eller ej – på den anden side er det jo en del af kultcharmen. Men den elskede Phoenix´ (Jessica Harper) klæge sang er svær at sluge, kult eller ej. Og så er hun skammeligt til fals, når det komme til stykket!
Ekstramaterialet på DVD-en består af fyldige biografinoter, samt den obligatoriske trailer.
Noterne og coveret fortæller, at en remake er på vej (på IMDB er den sat til premiere i år 2010). Den vil sikkert opdatere musikken på det herligste. Men kan den også hamle op med kultfilmen? Næppe, sådan noget kan ikke rigtig planlægges. Og spekulation straffes man for i kultkredse – gør man ikke!?
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
On Air Video.