Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det lader til at Daniel Day-Lewis pensionerede sig selv med Phantom Thread. Ganske frivilligt forstås, men det føles nu alligevel som et kæmpe tab. Den talentfulde skuespiller som nøje udvalgte sig sine roller, og aldrig lod sig nøjes med hurtige penge i form af biroller eller film direkte til tv eller hjemmebiografen. Nej, der var en storladenhed over Day-Lewis uden et eneste spor af højrøvethed. Sympatisk, afbalanceret og dybt professionel. Sådan kommer vi til at huske ham, og heldigvis lever han da i bedste velgående endnu – og heldigvis kan vi stadig genopleve ham i store værker som Gangs Of New York, There Will Be Blood, Den Sidste Mohikaner, Min Venstre Fod og Lincoln for nu at nævne en håndfuld.
Hvad så med Phantom Thread (Den Skjulte Tråd)? Vil den også blive husket som et af mandens store værker? Nok ikke helt, men mindre kan så sandelig også gøre det. Den vandt senest en Oscar for bedste kostumedesign, og var desuden nomineret i 5 andre kategorier. Naturligvis med bedste film, Day-Lewis’ hovedrolle samt Paul Thomas Andersons instruktion, fristes man til at sige. Det blev dog (fortjent nok) ikke til de helt store priser, men derfor er Phantom Thread stadig en rigtig god film. Ofte skal man nemlig dvæle ved den type mennesker, som Day-Lewis bliver sat til at fortolke. Der er uden tvivl noget helt særligt over de personligheder. De er drevet af noget helt særligt, har passion, vilje og handlekraft. Det gør ofte disse personer til excentrikere, egoister og lettere usympatiske bekendtskaber. Således også med Reynolds Woodcock som er 1950’ernes dygtigste modeskaber. Hans kjoler og kreationer er af ypperste karat og respekteret over alt. Da han møder den unge Alma stiger Woodcocks passion blot yderligere, for hun bliver en slags muse for ham. Over tid nærer Woodcock dog endnu større følelser for Alma og de bliver elskende. Dette gør dog tingene særdeles kompliceret, for hvordan kan en ener dele sit imperium uden at miste status? Og hvordan er det lige at skulle leve sammen med en mand som er så indgroet i sin verden at man altid vil føle sig som nummer to? En konflikt ulmer og inden længe er fronterne trukket op.
Du kan godt begynde at gnide dig i hænderne. Phantom Thread er et utroligt smukt tidsbillede og samtidig et portræt af en uhørt driftig mand, som er ustoppelig i sin egen verden. Tempoet er langsomt, stilen tilbagelænet og flere stedet vil man nok synes at der sker meget lidt. Det er præcis her at Paul Thomas Anderson (og Day-Lewis) leger med sit publikum, for det er lidt op til seeren selv at bemærke de små krusninger på overfladen som ikke var der dagen før. Simpelthen den gamle frase om dråben der får bægeret til at flyde over. Nyd hvordan smålig dialog bliver provokerende og ender med at bliver anklagende og fejlfindende hos modparten. Det går nok over – der er små skænderier i ethvert etableret forhold – men nej. Duo’en Anderson og Day-Lewis får skabt storfilmkunst ud af meget få midler.
Naturligvis vil jeg ikke afsløre hvordan det hele spænder af, men lad denne beskrivelse være dig til nytte, og husk at væbne dig med tålmodighed og så glæd dig over at se Daniel Day-Lewis for (måske) sidste gang i en spritny udgivelse. Ikke hans bedste rolle, men omvendt en af den slags roller hvor han får lov til at vise alle facetter af sit mangfoldige talent. Phantom Thread får 4 stjerner.
Bonusmaterialet består af en stak stills fra filmen tilsat musik fra Phantom Threads soundtrack, en række slettede scener, kommentarspor af instruktøren og slutteligt et modeshow.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
