Skriv en kommentar
I den fremragende, men barske film Magdalene Søstrene fra 2002 skildrede instruktør Peter Mullens de uhyrlige forhold, unge irske kvinder engang blev udsat for af den katolske kirke på de såkaldte ’Magdalene-hjem’. Selvom Philomena deler samme tragiske udgangspunkt er stemningen en helt anden i Stephen Frears’ charmerende og meget britiske drama. I Philomena møder vi en ældre kvinde, som i 50 år på stoisk vis har båret rundt på hemmeligheden om sin bortadopterede søn, fra dengang hun som teenager netop var indsat på et sådant ’Magdalene-hjem’. Her fortælles den sande historie om en kvinde, hvis liv blev ramt af det hykleriske dydsideal, nonnerne drev hjemmene efter. Vi tager med på en rejse med Philomena Lee (Judi Dench) i det hun søger den søn, som nonnerne solgte til et amerikansk ægtepar 47 år tidligere. Trods det grumme emne udspiller Philomena sig dog i en overraskende jovial tone.
Dette skyldes ikke mindst det bevægende og spøjse makkerpar, som er fortællingens kerne. Plottet i Philomena tager godt nok udgangspunkt i den forfærdelige oplevelse, det må være at få frataget sit barn, men udvikler sig hurtigt til at dreje sig om et møde mellem to langt fra ligesindede og fascinerende individer.
Eftersøgningen på Philomenas søn sættes i gang, i det hun tilfældigt kommer i kontakt med den fallerede journalist Martin Sixsmith (Steve Coogan). Han leder desperat efter en historie, og selvom sådan en ’human-interest story’ normalt ville placere sig langt under hans professionelle niveau, drages han alligevel af denne lille irske dames oplevelse. Sammen drager den intellektuelle og lettere snobbet Martin og den mindre belæste, men desto mere hjertelige Philomena til USA for at opsøge Anthony.
En utrolig kvinde skildres
Det siger sikkert noget forfærdeligt om den verden vi lever i, at det langt mere end nonnernes utilgivelige forbrydelser, er det blide væsen hos Philomena og hendes positive indstilling til hvert et menneske, der opleves næsten overnaturligt og utroligt. Det er en fantastisk personlighed som Martin, såvel som seeren får øjnene op for i Philomena. Man bringes småklukkende med de to på tur i USA, og kommer helt tæt på det særegne venskab de to excentriske personligheder langsomt får oparbejdet.
Gennem Martins tørre bemærkninger og Philomenas smittende entusiasme for livet, trods al den smerte den har forvoldt hende, bevares den lette stemning uden at tragedien i Philomenas fortid negligeres. Det er med en imponerende balance mellem tragedie og humor, hvorpå Stephen Frears med sin instruktion, og ikke mindst Steve Coogans vittige manuskript, får fortalt historien.
Den komiske timing i de afslørende samtaler mellem Martin og Philomena, er om noget med til at højne den dramatiske gennemslagskraft, som ligeledes er skarp i filmen. Humoren bruges som et velovervejet greb til at udforske de to personligheder og deres kontrastfyldte livsværdier. De to er modsætninger på mange punkter, men fremstilles aldrig som kunstige karikaturer. Mødet er mellem to meget forskellige mennesker fra to meget forskellige sociale baggrunde. Alligevel deler de en nysgerrighed for verdenen og en enorm kapacitet for empati, selvom Martin gør sit ypperste for at undertrykke denne. Det er kontrasterne der gør deres venskab til interessant og berigende historiefortælling, men det er den basale menneskelige omsorg de deler imellem sig, der sætter venskabet i et perspektiv, som giver anledning til refleksion.
Philomena bearbejder elegant og omsorgsfulgt en inspirerende person, hvis åbne hjerte ikke orker at trække rundt på nag, had og fortrydelse. Man kan ikke andet end at blive dybt rørt over hendes kapacitet for tilgivelse. Mange vil måske som Martin frustreres over Philomenas vedholdende katolske tro, trods de uretfærdigheder der er blevet begået imod hende. Hun ejer tydeligvis en enestående evne til at adskille nonnernes hykleri fra den tro, hun bærer i sit eget hjerte og møder omverdenen med. Det er ligeså inddragende og inspirerende at opleve, som det er uforståeligt.
Humor, tragedie og rammende sentimentalitet
Philomena instrueres med sikker hånd af Stephen Frears. Den afbalancerede blanding af humor og tragedie, der tydeligvis stammer fra manuskriptet, understøttes af et kamera med øje for både komiske og alvorlige billeder. Der viges heller ikke nervøst tilbage fra det sentimentale islæt, der er en stor del af sådan en personlig og sand historie. Baby Anthonys barndom og øvrige liv skildres således gennem hjemmevideo optagelser. En æstetik som straks fremkalder en vis nostalgisk melankoli hos seeren. Den festlige dialog mellem Martin og Philomena afbrydes momentvis af disse fragmenterede og grynede smugkig på de øjeblikke og den person, som Philomena på uretfærdig vis er gået glip af i 47 år.
En film der varer ved
Judi Dench er forståeligt blevet skamrost i rollen som Philomena. Nok findes Philomena i virkeligheden, men hun bliver også gjort utrolig virkelig og ægte på skærmen gennem Judi Denchs nuancerede fortolkning.
Philomenas historie er desværre ikke enestående, men måden hun har valgt at leve videre, med troen endnu stærk i sin sjæl og en uforståelig evne til tilgivelse, virker enestående. Det er især skildringen af så unikt og beundringsværdigt et menneske, som gør Philomena til mere end bare en hyggelig, sjov og gribende oplevelse. Det er selve den menneskelige natur, der på sjov og rørende vis nænsomt fabuleres og reflekteres over igennem Martin og Philomenas uventede venskab. En refleksion der følger med udenfor biografsalen.
