Skriv en kommentar
Den modne kvindelige musikprofessor ved konservatoriet i Wien, Erika Kohut (Isabelle Hubert) lever en velordnet tilværelse med klaverundervisning.
Men en dag ved en privat musiksammenkomst møder hun den unge Walther Klemmer (Benoît Magimel) og dette møde bringer hendes mørke sider frem i lyset. Det lykkes Walther at blive optaget som elev ved konservatoriet hvor han gør stormkur til Erika uvidende om hendes komplekse følelsesliv.
Det er den kontroversielle østrigske instruktør Michael Haneke der har instrueret filmen, og som med hans øvrige film er denne også noget ud over det sædvanlige.
Vi oplever den kontrastfyldte Erika der på den ene side lever midt i bedsteborgerligheden omgivet af klassisk musik og (velud)dannede mennesker, men som på den anden side færdes i pornografiske miljøer, lemlæster sig selv, og i det hele taget har en sygelig outreret seksualitet.
Hendes mor (Annie Girardot) giver med sin adfærd over for den hjemmeboende datter et fingerpeg om hvad der kan være årsagen til Erikas sygdom, men til trods for moderens afvigende opførsel overfor datteren, er det alligevel svært at tilskrive dette hele forklaringen på Erikas ekstremt komplicerede sindelag.
Det er fristende at drage paralleller mellem Hanekes Pianisten og en anden film af en mandlig instruktør om en kvinde med et sygt sind, nemlig Ole Christian Madsens En Kærlighedshistorie. Men hvor vi i Madsens historie med Stine Stengades Kira trods alt har at gøre med en adfærd vi medfølende kan have ondt af, acceptere og måske forstå, levner Isabelle Huberts opførsel som Erika ikke mange muligheder for hverken forståelse eller empati. Og det er nok her Haneke har sin store styrke.
Som det også var tilfældet med hans forrige film Funny Games får vi en historie der udspiller sig i velkendte omgivelser - begge film kunne overfladisk finde sted i Danmark. Men adfærden! Det er endog meget svært at forene sig med Hanekes personer, og netop med denne konstellation - det velkendte miljø overfor den nærmest absurde adfærd - giver Haneke os så chokerende og særegne oplevelser.
Alligevel er de to film Funny Games og Pianisten omtrent to modsætninger. I Funny Games bryder de to indtrængende psykopater den bedsteborgerlige tryghed og almindelighed, hvorimod det i Pianisten er den normale unge mand Walther der virker som katalysator for Erikas afvigende tilbøjeligheder - "dig har jeg ventet på hele tiden" som hun siger, idet hun blotlægger alle sine lyster - omhyggeligt nedskrevet til gennem-læsning og -levelse.
Jeg ved ikke hvad det er med Schubert - i Polanski's Death And The Maiden var hele filmen bygget op omkring hans strygekvartet af samme navn, også her i Pianisten spiller Schuberts musik en afgørende rolle, især hans senere klaversonater. Vi ser i en scene hvordan Erikas følelser nærmest er orkestreret på nodearket med Schuberts musik. Men også komponisten Robert Schumann kan Erika relatere sig til, hun fremhæver parallellen mellem ham og hendes far - begge døde på en sindsygeanstalt. Interessant er det at notere sig at manuskriptforfatteren Elfriede Jelinek er opfostret af en tyrannisk katolsk middelklassemor som ønskede at Elfriede skulle blive koncertpianist, og at Elfriedes far endte sine dage på et psykiatrisk hospital. Hun tilstår da også i et interview at filmens historie rummer mange selvbiografiske træk, men, understreger hun, hendes væsentligste ærinde er en skildring af skyggesiderne ved det borgerlige Østrig - et ærinde også Haneke er ude i, i sine film.
Teknisk er filmen omtrent lydefri, det ser vitterligt ud som om det er Erika og Walther der spiller klaver, eneste skønhedsplet er, at filmen foregår i Østrig men at den for de østriske skuespilleres vedkommende er eftersynkroniseret til fransk.
Alt i alt en meget anderledes oplevelse der er svær at sidestille med nogen øvrige film. Filmen indbragte da både juryens grand prix og palmer til den mandlige og kvindelige hovedrolleindehaver ved filmfestivalen i Cannes 2001. Benoît Magimel er i Danmark blevet sammenlignet med Nicolaj Coster Waldau, selv synes jeg han minder om den unge Robert De Niro i Taxidriver, større ros gives ikke!
