Skriv en kommentar
Da jeg i december 1972 havde fået et lift fra Santiago til Arica på grænsen til Peru – 2100 km – kørte jeg en sen aften gennem det område, hvor Lone Scherfig skildrer familier ved salpeterminer i Atacama-ørkenen i slutningen af 1960´erne – og jeg skrev i min dagbog: ”Vi kører 170 km uden at se et hus – kun én benzintank. Den varme asfalt – hvide sandstrækninger og brunt landskab – jeg kan ikke fornemme tiden, afstande. Hele vejen har vi set adskillige minebyer – næsten som koncentrationslejre – som en klump i ørkenen. Nu er jorden rød – den giver en næsten rød himmel – et lyserødt Chile.”
Når vi ser på Lone Scherfigs filmkæde er hun rundt i mange verdensområder – fra Kajs fødselsdag i 1990 på båden til Polen, og en tur med italiensk for begyndere i år 2000, en teenagepige i de tidligere 1960´er i London (2009) for at være på en russisk restaurant i New York i 2019 og kørt taxa i København i 90´erne – og nu den seneste Pigen der fortalte film i Nordchile, hvor vi følger et filmisk vidunder Maria Margarita, spillet professionelt af den 12-årige Alondra Valenzuela – der kan nuancere farver af sort/hvide film.
I starten af filmen sidder vi nærmest i en drone og flyver over et månelandskab og aner en bus på grusvejen i skumringslyset med tågestriber tæt ved havet – og da vi kommer ned på jorden, ser vi de rige familier hegnet ind med swimmingpool og salpeter i hjertet, og hvor der opstår en slags tornado på en stor sandørken midt i byen – som Maria Margarita udfordrer. Alt det sker samtidig med, at faderen, minearbejderen også går mod en tornado – en mine, der først ikke vil sprænge – og i hans nærhed bryder hvirvlen løs – set oppe fra – og han ender skadet på hospitalet og nu uarbejdsdygtig – så familiens glæder ved at gå i den lokale biograf om søndagen – udløses nu ved, at Maria Margarita begynder at optræde og spiller hovedrollerne i alle de store eventyr og drømme i film som Manden der skød Liberty Valance fra 1962 med John Wayne om en heltemytes opståen og dens betydning i et lukket miljø – som man får kræfter af i Maria Margaritas formåen. Hun ses selvfølgelig også i rollen som Spartacus - filmen af Stanley Kubrick fra 1960 – en af de helt store sat op i den lokale biograf – men nu udført i en stue med samme tema om slaveopstanden og hun er Kirk Douglas. Og endelig Den gode, den onde og den grusomme fra 1966 – hvor salpeterarbejdere sidder syltet ind i Clint Eastwoods banebrydende western i den amerikanske borgerkrig for i samarbejde at finde en skjult skat. Og alle tre film var mulige at vise i kristendemokraten præsident Eduardo Freis (1911-1982) sidste valgperiode, og i slutningen af filmen kommer vi lige ind i præsident den folkevalgt socialist Salvador Allendes (1908-1973) korte regeringsperiode for at slutte med militærdiktaturet og Pinochets nedslagtning i 1973 – set gennem dokumentariske tv-billeder – men også de sort/hvide klip fra de tre storslåede film.
Lone Scherfig har klogeligt valgt den enkle fortælleform til et stort emne om den store udnyttelse af arbejderklassen – og den arbejdsramte og alkoholiserede far, spillet empatisk af Antonio de la Torre (f.1968) – og en kunstnerisk mor (Bérnénice Bejo f. 1976), som en dag – uden varsel – forlader familien og en dagsrejse efter bliver opdaget af datteren dansende på lystige saloner. En munter levevej som ikke kunne opfyldes i Nordchile – hun tør bryde et mønster – som hendes mand ikke turde. Hun lever efter devisen, at kunstnere er som ildfluer.
Filmen har mange smukke visioner og smukke familiesammenkomster med det chilenske nærvær – og filmen er bygget over en af de største chilenske forfattere Hernán Rivera Letelier (f.1950) roman af samme navn, og han er opvokset i en salpetermineby i Nordchile – med stort kendskab til dagligdagen – og jeg synes Lone Scherfig har villet for mange ting og ikke nået ned i nitraternes beskaffenheder. Men et smukt kærlighedsbrev til os i biografen – og om filmskabere, der giver lys i verden.
