Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Woody (Robert Cavanah) er alfons, en skotsk pimp, der bor i London og ikke kender til andet end livet på samfundets skyggeside, hvor købesex, porno, vold og beskidte penge sætter dagsordenen. Han har gjort det godt som alfons. Pigerne lader til at kunne lide ham - så meget som man nu kan lide en alfons - og med undtagelse af lidt ballade med en rivaliserende kinesisk bande, kører tingene på skinner. Måske netop derfor har Woody indvilliget i at medvirke i en dokumentarfilm om folk, der arbejder i Londons lyssky sexindustri og i at lade sig følge af et kamerahold rundt i de snuskede miljøer, hvor han har sin daglige gang. Pimp (2010) foregiver at være denne dokumentar.
I den kriminelle underverden er succes dog en skrøbelig størrelse, og korthuset begynder at vakle for Woody, da en af hans mest indbringende piger, en russisk S/M-tøs ved navn Petra (Barbara Nedeljakova, som nogen måske vil huske fra Hostel (2005)), stikker af. Derudover har han problemer med at få den smukke Bo (Gemma Chan), som er blevet ”stjålet” fra en rivaliserende kinesisk bande, til at makke ret og give sige hen til kunderne, hvilket får Woodys boss, den storbandende Stanley Jr. (Danny Dyer), til at sætte spørgsmålstegn ved hans evner som håndlanger. Med Stanley Jr. og en nært forestående bandekrig hængende over hovedet får Woody nu travlt med at opspore Petra og overtale Bo til at lægge sig på ryggen, en situation som ikke bliver gjort lettere af, at en mystisk snuffpornofilm, hvori en fyr iklædt gorillamaske voldtager og dræber Petras veninde Oksana (Yasmin Mitri), pludselig dukker op.
Som tingene langsomt, men sikkert, begynder at ramle sammen om ørerne på Woody, mest af alt fordi han ikke er så hård, som han selv tror, hvilket Stanley Jr. også klandrer ham for ved flere lejligheder, beslutter han at sætte alt over styr i et forsøg på at redde Bo, som han har haft et godt øje til hele tiden. Lykkes det mon dem at slippe væk? Og hvad er det for noget med det der snuffporno? Hvem står bag, og er det overhovedet ægte? Ja, livet som alfons er ikke altid lige sjovt…
Det er livet som anmelder heller ikke, en sandhed der mærkes med al tydelighed, når en film som Pimp krydser ens vej, og man erfarer at der er tale om et makværk af dimensioner. Sagt på en anden måde, så er Pimp ikke en særlig god film. Med en historie og en teknisk udførsel, der bedst kan beskrives som klichetung, uoriginal og fuld af løse ender, forsøger instruktør Robert Cavanah (der også spiller Woody) at kombinere drama og sort humor med særegne, forbryderiske karakterer og cool dialog, men i modsætning til konkurrenter som f.eks. Guy Ritchie, Quentin Tarantino og Nicholas Winding Refn, som hver især har lavet film, der gør alle de ting rigtigt, som Pimp forsøger at gøre, så er det tydeligt, at Cavanah ikke besidder antydningen af det talent, der gør værkerne fra førnævnte auteurs værd at beskæftige sig med. De ”humoristiske” optrin i Pimp er således dvasktåbelige (en bliver slået bevidstløs med en dildo og den slags) snarere end velgennemtænkte som hos Ritchie. Dialogen er prætentiøs og forceret snarere end skarp og velskrevet som hos Tarantino, og dramaet er tåkrummende snarere end vedkommende som hos Refn. Det største problem ligger imidlertid hos karaktererne, der alle fremstår som karikaturer over persongalleriet fra et afsnit af The Sopranos, hvilket gør det stort set umuligt at engagere sig i dem; en katastrofal brist, idet Pimp langt hen ad vejen står som et karakterstudium over Woody. Man har således kun hovedrysten til overs, når samvittighedskvalerne over hans metier begynder at trænge sig på, og man kunne ikke være mere ligeglad, når han sidder på en velourovertrukket bænk i noget, der ligner en kirke, og flæber efter at have reciteret et selvskrevet digt til en poesiaften (en scene der er helt hen i vejret i øvrigt. Hvad laver han overhovedet til en poesiaften? Er det meningen, at Woody skal sidde og tude os op i ansigtet, så vi kan føle sympati med ham, ham forbryderalfonsen der har det åh så hårdt? Jeg forstår det ikke…)
Hvad jeg heller ikke forstår, er hvorfor Pimp er konciperet som en dokumentarfilm. Ideen om kameraholdet, som følger en skurk på arbejde og gradvist involveres i dennes eskapader, er lånt fra den fremragende Man Bites Dog (1992), men fordi Cavanah ikke er specielt dygtig, formår han ikke at bruge denne potentielt spændende narrative ramme til noget som helst konstruktivt. Faktisk kunne dokumentarelementet nemt have været udeladt, da det er implementeret så halvhjertet, at Pimp på intet tidspunkt føles som en dokumentarfilm. Woody henvender sig ganske vist til kameraet løbende, og vi ser da også filmholdet ved flere lejligheder, men klippearbejdet er klassisk actionfilm hele vejen igennem og viser karakterer og hændelser fra vinkler, der aldrig ville kunne lade sig gøre, hvis det havde været en ægte dokumentarfilm, eller i det mindste en spillefilm, der var seriøs omkring at fremstå som en dokumentar. Og det er det, der forvirrer mig ved Pimp, for jeg kan simpelthen ikke greje, hvordan Cavanah vil have, at vi skal opfatte hans værk. Som en parodi på mockumentarygenren med karikerede karakterer og bevidst forceret dialog? En sort komedie, der flirter med mockumentarien for effekt? Eller måske, som jeg umiddelbart hælder mest til, et på en gang humoristisk og alvorligt karakterstudium?
I mine øjne lider Pimp således under et seriøst identitetsproblem, der får filmen til at falde fuldstændigt fra hinanden, fordi Cavanah simpelthen vil for meget, men ikke besidder de evner, der skal til for at skabe en sammenhængede og velfungerende film. Den er hverken sjov, deprimerende, tankevækkende, skræmmende, underholdende, vedkommende, godt skrevet eller teknisk veleksekveret. Der er, med andre ord, intet at komme efter i Pimp, som er en af de mest overflødige og ligegyldige film, jeg har set længe. Brug hellere din tid og penge på Refns to første Pusher-film samt Guy Ritchies Lock, Stock & Two Smoking Barrels/Rub, Stub & To Rygende Geværer (1998) og Snatch (2000).
Billedkvalitet:
Ironisk nok er billedet på denne Sunrise/Another World Entertainment-udgivelse af Pimp lige så god som filmen er dårlig. Billedet præsenteres i anamorfisk widescreen (2.35:1, tror jeg) og står skarpt med sprudlende farver og et fint sortniveau.
Ekstramateriale:
Ekstramaterialet på disken udgøres af filmens originale trailer, et ligegyldigt slideshow med stillbilleder fra filmen samt et trailershow med andre udgivelser fra Sunrise/AWE. Ikke den store pakke med andre ord, men i denne omgang gør det måske heller ikke så meget.
Lyd, undertekster:
Disken indeholder et engelsksproget Dolby Digital 5.1 og 2.0 spor samt danske, svenske, norske og finske undertekster.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
