Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den 11-årige Paloma Josse (Garance Le Guillermic) har sat sig for at tage livet af sig, inden året er omme. Ikke fordi hun er dybt ulykkelig men fordi verden synes formåls- og livløs. Ja, livet er at sammenligne med livet i den herskabslejlighed hun vokser op i. Far er politiker og ikke meget hjemme, mor er neurotisk og lever livet gennem den psykoanalyse, som hun har været i i årevis. Og storesøsteren lader til at gå samme vej som moderen. Paloma sætter sig for at dokumentere det utålelige liv i lejligheden gennem sit videokamera, inden hun tager livet af sig. Ikke desto mindre betyder mødet med den tilsyneladende sure portnerske Renée Michel (Josiane Balasko) et vendepunkt i Palomas liv. Det samme kan man sige om portnersken. Da Renée møder Paloma med videokameraet sker der ting og sager i begges liv. Og da der også flytter en ny lejer ind, en japansk enkemand der kan se hvad andre ikke ser, ja så …
Nogle vil sikkert sige, at filmen er meget fransk. Hvis man dermed mener en film der ikke er bange for at hylde dannelse som et begreb der betyder en ubændig tro på mennesket, kunsten og kulturen, så har man helt ret. Det smukke, det gode og det sande går som en rød tråd igennem filmen, der ikke holder sig tilbage for at hylde den gode film, den gode litteratur og det gode menneske. Bag den 11-åriges skarpe iagttagelser og sønderlemmende analyser af livet i lejligheden og opgangen gemmer sig en ubændig humanist. Og det samme gør der hos den tilsyneladende udannede portnerske, der gemmer på en meget dannet hemmelighed.
Portnersken og barnet ligner hinanden i deres længsel efter liv. Længslen viser sig bare forskelligt. Barnet planlægger sin død og tæller dagene ned, den modne kvinde er godt på vej til et liv med den modne japanske enkemand. Men filmen er først og fremmest en læresætning, derfor går instruktøren Mona Achace ikke af vejen for at korrigere al planlægning for at redde i al fald barnet – og dermed kommende generationer, om jeg så må sige.
Mona Achace fortæller lydefrit, så man fanges ind fra start. Det er dog de to hovedroller, det blændende af skuespil af Josiane Balasko og Garance Le Guillermic der om nogen får lærersætningen, den til tider noget konstruerede historie til at leve.
Humanisme og dannelse er aldrig gået i glemmebogen i Frankrig. Selvom filmen udmærket kan ses som en løftet pegefinger, en advarsel om at det udmærket kan ske. Til tider synes man næsten, at den er det herhjemme, at den er gemt væk, fordi udøverne af den ædle kunst typisk bliver affejet med ”skældsord” som intellektuelle, smagsdommere og eksperter. Vigtigheden af at se, at læse, skrive, tegne, reflektere, filme, diskutere, ja, vigtigheden af et liv med sanseligheden som omdrejningspunkt gennemsyrer denne film. Det er der kommet en meget smuk film om mennesker ud af.
Der er intet ekstra-materiale på DVD-en.
Filmen er venligst stillet til rådighed af NTC A/S
