Skriv en kommentar
Paloma er 11 år og en intelligent pige, der konstant render rundt med sit kamera og filmer sin familie og folk i sin opgang. Hun planægger nemlig at lave en film om, hvorfor livet er så absurd inden hun dør. Hendes 12-årige fødselsdag nærmer sig – en dag, der for mange er ensbetydende med hygge og glæde, men Paloma har planlagt at tage livet af sig på netop denne dag. Hun bor i en herskabslejlighed med sine forældre og storesøster. De syntes hun er mærkelig, og hun tager i høj grad afstand fra deres måde at leve deres liv på. Hun opfatter dem som værende i et akvarium og ser døden som en måde ikke selv at ende der. Hun planlægger det nøje og tæller ned på en kalender på væggen i hendes værelse.
Paloma er blot ”Pindsvinet”´s ene hovedperson, for filmen skildrer ligeledes portneren i Palomas bygning, Reneé Michel. Hun holder sig for sig selv og passer sit arbejde. Hun er den perfekte portner, da hun er høflig men bestemt ikke snaksagelig. De rige i opgangen ser forbi hende, lige indtil en dag, da japaneren Kakuro Ozu flytter ind. Han bemærker med det samme at der gemmer sig noget interessant bag hendes fjendtlige ydre, og Reneé Michel viser sig at være belæst og have kendskab til både kunst – og filmhistorie.
I ”Pindsvinet” følger vi de tre personer på tæt hold i ca. et halvt år, og filmen skildrer udviklingen af deres nære venskab. Kakuro Ozu bliver Reneé Michels redning ud af ensomheden, og både Kakuro og Reneés lejligheder bliver gemmesteder for Paloma, der gerne vil lidt væk fra sine overklasseforældre.
Ovenstående referat og citat virker måske bekendt, da ”Pindsvinet” bygger på romanen ”Pindsvinets Elegance” af Muriel Barbery. Den har solgt 1,8 million eksemplarer i Frankrig, og derved sidste års mest læste roman i Frankrig. Bogen er oversat til 35 sprog, bl.a. til dansk – et værk jeg dig ikke kan forholde mig til. Som film er fortællingen om Paloma, Reneé og Kakuro dog ganske unik. Filmen tager sig god tid, og man er med hele vejen. Som man nok kan høre af ovenstående, er det en tragisk/komisk film, der trods sine to triste hovedpersoner, er fyldt med varme og humor. I stil med ”Améli” (2001) er filmen fokuseret på detaljen, denne gang set gennem et videokamera, og man kan ikke andet end at grine af Palomas skarpe og kyniske observationer af sin familie.
Filmen vandt Publikumsprisen - COL-COA Film Festival - Los Angeles
