Tre år efter Disneys første langfilm, ”Snehvide og de syv små dværge” (-37) følger ”Pinnochio” (-40). Hvis den første var ambitiøs, hvad angår tegning og animation er ”Pinnochio” det sandelig ikke mindre. Hvad de to ting angår, får vi her den fineste disney-aftapning. Omvendt er det ikke svært at få øje på huller i fortællingen; det er tydeligvis ikke det Disney går mest op i på det her tidspunkt.
Anmelderne var vilde med filmen ved premieren i USA. Det var publikum til gengæld ikke. Publikumstallet blev ikke bedre af, at verden var i krig i 1940, så eksport af amerikansk film til Europa var udelukket. Således får ”Pinnochio” først premiere i Danmark i 1950.
Det siges, at historiens mørke sider var for mørke for det amerikanske publikum, ligesom man reagerede på at skurkene, de onde i fortællingen, alle går fri. Rigtigt er det i al fald, at Disney havde problemer med at overføre italienske Carlo Collodis klassiske historie fra 1880, om trædukken der bliver en rigtig dreng, til lærredet. Problemet var, at den klassiske Pinnochio er meget lidt sympatisk. Disney kunne simpelthen ikke leve med en usympatisk hovedperson.
Løsningen blev at gøre Pinnochio meget naiv og godtroende, med andre ord uskyldig. Historiens udvikling sikres så, når Pinnochio lærer at se realiteterne i øjnene og handle godt på dem. Man kan mene, at Disney derved amputerede den oprindelige historie og gjorde den ufarlig (det er vel det man nedladende kalder for disneyfisering). Omvendt betød Disneys valg dog også, at det opdragende og moraliserende aspekt hos Collodi underspilles til fordel for det iboende gode ved at møde verden med et åbent sind. For det historien om Pinnochio i bund og grund handler om er jo, at ´du først bliver en rigtig dreng, når du taler sandt og handler uselvisk´, det betyder på godt dansk, at du skal passe din skole, opføre dig ordentligt og ære din far (og mor). Vi kender denne moraliseren fra tyske Heinrich Hoffmanns rent ud sagt skræmmende ”børnebog” ”Den Store Bastian” (1847), som også havde sin naturlige plads i danske borgerhjem langt ind i 1900-tallet (´sutter du på tommelfinger kommer Den Store Bastian og klipper den af med sin saks´ etc). Det var ikke lige Disneys kop te – og tak for det.
Den formanende, moraliserende børnebog lever ikke længere. Det gør til gengæld Disneys ”Pinnochio”, hvis håndtegnede detaljerigdom, fantasifuldhed og af og til fanden-i-voldsk-hed tager kegler i alle filmens 88 minutter. Lige fra det lange og roligt fortalte indledningsafsnit i dukkemageren Geppettos kombinerede værksted, stue og soveværelse til det afsluttende, hektiske naturkatastrofe-agtige afsnit, hvor hvalen hoster Pinnochio og Gepetto op og forfølger dem ind mod kysten. Begge steder boltrer tegnere og animatorer sig på en måde som er svær at få øje på overgås af vor tids computeranimationer. Ja, meget er vundet ved animationsfilmens digitale udvikling - men meget er sandelig også gået tabt. Det bliver man sig bevidst ved mødet med en klassiker som denne.
Ekstramaterialet på Blu-rayen er: Kommentarspor; Musikvideo; Disneys sange; Se filmen med Pinnochio-fakta; Om Toby Bluth; Pinnochio trivia; Disney-view & cine-explore.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Disney