Skriv en kommentar
Pirates Of The Carribean har fået ros for at genoplive piratgenren og gøre den til noget man kunne bygge moralske historier på, og måske endda stille spørgsmålstegn ved om dét at gøre det rigtige altid er rigtigt. Den første film satte nye standarder for både indtjening og filmgenre, og så var det den første Disneyfilm der blev rated PG13 i USA.
Den anden film tog chancen og byggede mere stof, flere komplikationer, mere piratsprog og endnu flere fantasifulde monstre på. Filmen blev også længere end den første. Den tjente over en milliard dollars (!) hjem på trods af at den her på siden, som så mange andre steder, fik en god karakter for at forsøge, om end filmen sine steder var lidt lunken. Den lagde dog så voldsomt op til den sidste film at det trak ned i karakteren.
Nu er den sidste film i trilogien så ankommet.
Elisabeth Swann, Will Turner og det faste pirat-slæng er under ledelse af Kaptajn Barbossa taget til Singapore for at stjæle et kort der kan vise dem på vej til at redde Jack, der er endt i Davy Jones´ varetægt, fanget mellem liv og død til evig tid, på den anden side af jorden. Jorden var som bekendt flad i gamle dage, så de må sejle ud over kanten for at komme derom..
Jack er i mellemtiden fanget på sit skib midt i en ørken, med en besætning bestående af sig selv. Om det er en del af straffen, Jacks egen flersidede psyke, eller bare solstik må være op til den enkelte at analysere sig frem til.
Han bliver reddet af sit mandskab, Will, Elisabeth og Barbossa og man kan, med forudgående kendskab til karaktererne fra de tidligere film, måske forestille sig at hverken tillid eller enighed har de bedste kår.
De bliver dog tvunget til at indgå i samarbejde mod Cutler Beckett, den egocentriske og storhedsvanvittige regionalchef fra Det Ostindiske Handelskompagni. Han er nemlig godt igang med at skyde alle pirater i sænk. Der bliver gjort noget ved sagerne, så alle der er pirater, kender nogen der er pirater, eller kender nogen der kender nogen, der er pirater bliver henrettet. En ægte superskurk.
De ni store piratkaptajner fra hele verden mødes og beslutter efter en vanlig pirat-tumult at gå sammen i krig mod Det Ostindiske Kompagni. Denne kamp bliver udkæmpet mellem The Black Pearl og Den Flyvende Hollænder midt i en kæmpe malstrøm midt på havet.
Den sidste film (indtil videre) i serien om piraterne fra sydlige himmelstrøg er en ægte trilogiafslutning. Alle får prøvet det hele, alle de løse ender bliver knyttet sammen, og mon ikke også de gode vinder til sidst?
Filmen varer 168 minutter og der er rigeligt med indhold fra start til slut. Filmen er stoppet med pirat-slang, uhyrlige skurke og fantastiske helte, der dog alle har en mindre helte-agtig side. Flere af scenerne har været nærmest umulige at optage, specielt malstrøm-scenen der har været et sceneteknisk arbejde af dimensioner. Kort sagt er denne film måske en af de mest velproducerede og mest ventede film siden Ringenes Herre trilogien.
Derfor er det ærgeligt at den falder igennem.
Man bliver lidt træt af at se Jack Sparrow tale med sig selv i nogle scener der egentlig ikke er nødvendige. Man bliver slidt af at se figur efter figur blive udsat for dilemmaer der alle kredser om temaet “selv en god person kan sættes i en situation der gør at denne tager forkerte beslutninger”. Actionscenerne er så intense at vi vender os til det og slutningen virker nærmest søvndyssende oven på de foregående timers oplevelse. Der er så mange historiemæssige knuder der skal bindes og nye der skal løsnes, for hvem ved om Disney kunne presse endnu en film med pirater ud?
- Piratdialogen er i bølgegange så slangfyldt at skipperlingoen er helt til kølhaling, savvy?
Filmen er flot. Ingen tvivl. Den er stor og afsluttende. Helt sikkert. - Men der skal mere til. Måske denne film er et skoleeksempel på hvor man kunne have kørt metoden “Kill Your Darlings” med fordel. Producerne kunne med fordel have skåret 20% af handlingen og det samme af spilletid, slang og action uden at tabe noget.
Men mon ikke Sparrow, Swan, Barbossa og Turner kan klare lidt modstrøm i anmeldelserne. Trods de dårlige anmeldelser spillede den anden film i serien dobbelt så meget ind som den første, og alle der har set de to første, bliver nærmest nød til at se den sidste, så de klarer nok skærene.
God vind!
OBS: For de Hollywood-romantisk anlagte er der en lille godbid, hvis man bliver siddende til rulleteksterne er færdige.
