Skriv en kommentar
Onsdag aften er altid en dårlig aften på sygehuset for læge-parret Block – og denne onsdag skal snart vise sig, at være den værste af dem alle. En zombie-virus er i udbrud, og ligene vælter ind på hospitalet. Samtidig forsøger Sherif Hauge, den tidligere gunslinger Wray, go-go-danserinden Cherry, og en lille gruppe, der endnu ikke inficerede, at redde sig selv og resten af verden …
Grindhouse er betegnelsen for en genre af film med en masse energi, voldsforherligende action og dampende sex, der var lavet for få penge, med hvad der dertil hører af dårlig produktion og minimal historie. At springe over hvor gærdet er lavest er et af genrens trademarks, som man ligeledes kan beskylde flere af Robert Rodriguez’ andre film for. Film som Once Upon A Time In Mexico (2003) og Spy Kids-filmene (2001+2002+2003) er alle film med masser af energi, men med enorme kvalitetsmangler. Ikke alene kan han lide dårlige film – han har også en tendens til at lave dårlige film.
Planet Terror foregår på et meget endimensionelt plan – helt i tråd med Grindhouse-genren. Mens første del giver seeren en rimelig interessant indgang til en dybere behandling, mister instruktøren totalt tøjlerne i anden halvdel og ender i total Grindhouse-action, hvor der er lånt fra flere af de kendteste film fra genren. Hvis man kunne lide de sidste minutter af From Dusk Till Dawn, vil man elske Planet Terror. På samme måde ender Planet Terror med at blive noget værre rod.
Man lærer intet om personerne, det er som om de alle har en catch-phrase eller et kendetegn, så man skille dem fra de andre personager. Diverse idiotiske cameoer (af især Quentin Tarantino og første gang, man ser Bruce Willis, har han et lille, halvdumt grin på læben, som om han ikke ved, om han skal grine eller være alvorlig), halvdårlig dialog og ingen historieudvikling bidrager til et pragteksemplar – et meget dyrt et af slagsen - af Grindhouse-genren, men hvad skal vi da bruge det til?
Mens Tarantinos Death Proof har lidt dybde og bruger ret så meget tid på dialog og historie (og dermed udvikler og fornyr den gamle genre), giver Rodriguez os blot endnu en dårlig film uden nogen ambitioner overhovedet. Death Proof rammer den rette tone af komisk, dårlig smag med anerkendende nik til genrens store film og laver sin egen film, hvorimod Planet Terror ender med at tage den dårlige smag og action for alvorligt.
Facit efter de to Grindhouse-film er Tarantino 1 og Rodriguez 0. Denne seer har opgivet håbet om at se en rigtig god Robert Rodriguez-film som f.eks. El Mariachi (1992). Filmen er så dårlig, at den kun burde have 1 stjerne ud af 6, men får 2 da den passer godt ind i Grindhouse-genrens dårlige smag – hvilket dog heller ikke er så svært.
