Skriv en kommentar
En gruppe drenge på 12-14 år, der alle har indvandrebaggrund – nysvensker om man vil – får tiden til at gå med at forsøge at stjæle fra jævnaldrende ”gammelsvenske” drenge. Det sker ikke gennem vold og hårde trusler, men gennem en leg, hvor de gør brug af retorik, rollespil og psykisk pres. Tre drenge på omkring 12 år, alle fra socialt såvel som økonomisk trygge familier, går i fælden og bliver presset længere og længere væk fra alt, hvad der er velkendt.
Historien om drengene afbrydes nu og da om historien om en mystisk vugge på et tog, som ingen forstår, hvad laver der. Det skal vise sig at være en kommentar på den manglede opmærksomhed og forståelse, der kan være for nysvenskere.
Det voksne barn eller den barnlige voksen?
Filmen, der bygger på virkelige hændelser, giver et meget realistisk billede af en integration, der ikke er lykkedes, og et samfund, der ikke handler. Gang på gang vises det ”almindelige” mennesker, der vælger ikke at handle, selvom der tydeligvis er brug for, at nogen griber ind. Det gælder både for de gammelsvenske drenge, når de henvender sig til en voksen for at undvige en truende situation, og det gælder for de nysvenske drenge, når de voldeligt og offentlig overfalder en af deres egne. Der gives et billede af et samfund, der svigter sine børn, ved at efterlade dem for sig selv i en verden, der er indrettet fuldstændigt på de voksnes vilkår. Find selv ud af det, og lad vær med at grise imens.
Realismens udseende
For at opnå det meget realistiske udtryk består filmen næsten udelukkende at et stillestående, observerende kamera, der filmer fra afstand, og som højst gør brug af en langsom zoom og langsom panorering for at rette vores opmærksomhed hen på det ofte store, tableau-agtige billede. På den ene side må man rose Östlund for at have mod til at være så konsekvent med disse lange sekvenser, der unægtelig sænker tempoet gennem langt det meste af filmen. På den anden side er det meget at forlange af publikum, at holde tempoet så langt nede, når filmen varer to timer. Chancen for at kede sig og miste koncentrationen er overhængende, og det er synd, for filmen har en vigtig og gennemarbejdet pointe.
Men hvis man accepterer filmen på dens egne præmisser, er det en modig, ærlig og temmelig provokerende film, der sætter et originalt fokus på et allerede meget diskuteret emne, og gør det uden at vælge side. Derfor er en det også en film, der bør ses af både ny- og gammelsvensker, såvel som dansker.
