Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Jeg har lige læst en trist artikel, der omhandler 107 genindspilninger Hollywood er i gang med. Her er alt fra “Ace Ventura” og “Big Trouble In Little China” til “The Seven Samurai” og “Scarface” iblandt. En genindspilning er naturligvis ikke ensbetydende med dårlig kvalitet, men det er immervæk stadig et tegn på manglende fantasi. At skulle agere parasit på et tidligere værk, bliver ofte ikke til meget andet, end en mere udvandet version af originalen. Jeg ville være langt mere optimistisk, hvis film såsom genindspilningen af f.eks. “Point Break” viste en form for vision. Istedet får vi serveret en hjernedød film, der tilmed ikke formår at underholde - hverken på den ene eller anden måde.
Historien er meget lig, den vi allerede kender. Utah er gammel MX-racer, der var kendt for at udleve sporten til ekstremerne. Da han mister en ven i sporten, stopper han og bliver FBI-agent istedet. Her bliver hans første sag, at infiltrere en gruppe ekstremsportsudøvere, der bl.a. har røvet banker, og blot smidt pengene udover andre mennesker. Men som han bliver en del af gruppen, bliver hans loyalitet ligeledes større og større. Hvem holder han med?
Referencerne i “Point Break” anno 2015 står på stribe. Den vil så gerne være en hyldest til originalen, imens den ville have sit eget spin på historien. Det virker dog på alle måder enormt anstrengt, og passer ganske enkelt ikke ind i den nye fortælling, så man hives konstant ud af illusionen. Her er scener, der er taget direkte ud af originalen, og som bare ikke fungerer i kontrast til den nye. Scenen hvor Utah peger en pistol mod anarkistgruppens leder Bodhi, og ender med at skyde op i luften, er f.eks. tåkrummende ringe.
De elendige referencer ville dog være til at leve med, hvis “Point Break” fungerede på andre punkter. Det gør den dog ikke. Tempoet er lavt, karaktererne giver ikke mening og de minutter der bliver brugt på action, kan tælles på en hånd. Det er et stort problem for en film, der gerne vil klassificeres som en actionfilm. Istedet bliver der brugt enorme mængder af tid på halsbrækkende ekstremsport såsom skydiving mellem bjerge, surfing på bølger højere end højhuse og lignende. Disse scener er dog enormt kedelige, for vi er som publikum aldrig i tvivl om, at Utah klarer det med bravur.
“Point Break” er på falderebet til at være decideret elendig, men der er da lyspunkter undervejs, som sjovt nok ligger blandt filmens værste øjeblikke. Actionscenerne er der som sagt for få af, men de er glimrende eksekveret. De bliver aldrig for urealistiske, og er generelt klippet helt fint sammen til sådan en grad, at de bibeholder en spænding. Ekstremsportscenerne er dog alt andet end spændende, men de er enormt flot filmet. Instruktøren Ericson Core er måske ikke et navn du genkender, men han har da netop været kameramand for en lang række Hollywood-film som “187”, “Payback” og “The Fast And The Furious”, og det kan mærkes. Ligeledes er disse scener skabt i samarbejde med rigtige ekstremsportsudøvere, og derfor lavet som rigtige stunts. Uden denne baggrundsviden kan man godt undres over det store fokus.
Desværre redder lyspunkterne ikke helheden. Det hjælper heller ikke at rollerne som Utah og Bodhi er blevet besat af de to mest kønsløse og ukarismatiske skuespillere i nyere tid. Luke Bracey som Utah har simpelthen så få evner, at han på ingen måde kan bære en hovedrolle, og jeg betvivler egentlig om hans evner overhovedet rækker til en birolle - hvor lille den end må være. Edgar Ramirez som Bodhi er kun lidt bedre, selvom manden på ingen måde er troværdig i sine vredesudbrud. Filmens biroller er ikke bedre, hvor især både Bodhi og Utahs kærlighedsinteresse Samsara, spillet af Teresa Palmer, falder fuldstændigt igennem. Ikke alene er denne bihistorie åndssvagt fortalt og forløst (den forudsigelige slutning på denne historie er dog ufrivillig komisk), Teresa Palmer står samtidig for filmens dårligste skuespil - hvilket er noget af en bedrift.
I sidste ende er den seneste udgave af “Point Break” en god ide at styre udenom. Især hvis man er fan af originalen. Der er få lyspunkter undervejs, men de lyspunkter fås i langt bedre udgaver i velfungerende actionfilm og naturprogrammer. Opsøger du alligevel filmen her, så skru forventningerne helt i bund, og måske vil du blive positivt overrasket. Det tyder dog ikke godt for de næste 107 genindspilninger, der er på vej.
Billede & Lyd - ⅚
“Point Break” er skudt digitalt, er resultatet på blu-ray er et knivskarpt billede med tendens til de gullige toner. Naturbillederne hælder dog mere til de blålige toner, og det er her filmen ser allerbedst ud. Detaljerne er rige og dybden i billedet giver nærmest et sug i maven under de halsbrækkende sekvenser. Lyden er ligeså imponerende. Der er givet masser af plads til detaljer i baghøjtalerne imens al dialog er klar trods en mumlen fra skuespillerne til tider. Soundtracket af Junkie XL pumper ligeledes derudaf med masser af bas og volume. Teknisk set er udgivelsen her intet mindre end glimrende.
Ekstramateriale - ⅙
Der er intet ekstramateriale på udgivelsen. Selvom denne anmelder ånder lettet op over ikke, at skulle bruge mere tid på filmen, kunne man sagtens have tilføjet lidt om ekstremsportsscenerne, der ikke kan have været nemme at filme. Som det mindste.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
