Police story er fra midt-firserne og de mange år på bagen kan mærkes, men kan man lide Chan’s film må Police Story være et absolut must. Skal man præsentere skeptiske venner for sin Jackie Chan lidenskab er det her også et godt sted at starte, for slapstick humoren er nedtonet og hele filmen har en anderledes, mere mørk og rå, tone end hvad Chan ellers har lavet. Police story er mere en rå krimi end den action komedie man ellers ville forvente fra Chan. Men selvom action komedien er nedtonet er filmen stadig fuld af fantastiske stunts, kungfu og slapstick humor.
Chan spiller strømeren Kevin (eller Ka Kui) som under en aktion arresterer en gangsterboss og ødelægger en kæmpe handel for ham. Gangsterbossen bliver dog løsladt og Chan, som rider på en bølge af succes, sættes nu til at beskytte bossens sekretær som anklageren vil bruge som vidne.
Bossen får Chan hængt op på mordet af en anden betjent og den korte succes bliver til flugt fra Chan’s egne kolleger. Han må nu rense sit navn og undgå at blive dræbt af bossens håndlangere. Samtidig må han også kæmpe for at bevare sit forhold til sin kæreste. Det sidst nævnte er stort set det eneste komiske i denne Jackie Chan film og det er det der gør den så anderledes og rå, i forhold til andre af hans film.
Police Story var forud for sin tid og inspirerede efter sigende senere instruktører som John Woo, til mere hårdkogte Hong Kong kriminal fortællinger. Jackie Chan ønskede en hårdkogt krimi som inkluderede de mere ordinære kungfu og komedie elementer i Hong Kong film og kombinationen ramte plet. Chan laver som sædvanlig alle sine egne stunts og en del stuntmen kom meget galt af sted under optagelserne til Police Story. Det er ikke så mærkeligt når man ser filmen for den er virkelig bemærkelsesværdig. Specielt slutningen med det endelige opgør er rå og usædvanlig. Sjældent vil man se Jackie Chan på den måde og slet ikke i hans nyere film.
Komedie delen er der desværre og den er forfærdelig, men den slags er bare svært at komme udenom i Hong Kong film fra den periode. Den rå side af Police Story gør det hele det værd. Specielt fordi der er langt mellem at Chan laver så alvorlige film.
Police Story indeholder en del ekstra materiale hvoraf det mest interessante er kommentar sporet. Jeg giver ekstra meterialet 3 stjerner ud af 6 mulige og jeg kan varmt anbefale filmen, men må dertil sige at man skal huske at den er fra Hong Kong i 80’erne, og derfor nok kræver lidt kærlighed til genren. Er man ikke til Hong Kong film og ikke videre tændt på nye film-oplevelser så lad den ligge.
Filmen er venligst udlånt af:
UniversalPictures.