Skriv en kommentar
Filmen forsøger at indfange hverdagssituationer, som sædelighedspolitiet kommer ud for i Paris. Det er alt fra tyverier, fattige mennesker, som i nød giver afkald på deres børn, anbringe børn på børnehjem, men hovedfokus er på børnemishandling og seksuel misbrug af små og større børn. Samtidig er der en vekselvirkning mellem persongalleriet som professionelle politifolk og deres egne private bekymringer og indre kampe. De håndterer situationerne fra politilivet forskelligt både inden og uden for politistationen.
Et andet hovedfokus, som det tydeligvis også har været vigtigt for instruktøren at vise er det sociale sammenhold. De er jævnaldrende, ser ofte hinanden uden for arbejdstid, hjælper hinanden i krisesituationer, er kærester med hinanden eller forelsker sig i hinanden, skændes med hinanden. Hverdagssituationerne når hele følelsesregistreret rundt fra smerte, sorg, forelskelse og glæde.
Filmens eksistentielle tema om mishandling af børn og seksuelle overgreb mod børn bliver fragmentarisk og overflade i filmens fortælling. I stedet kommer det sociale sammenhold og de individuelle smerter til at udgøre 50 pct. af filmens indhold.
Ét spørgsmål presser sig på. Ud fra hvilket grundlag er denne film blevet skabt og hvorfor? Fortællingens præmis er uklar og står og blafrer i vinden.
Forsøget på at vise et så sårbart tema og samtidig vise de omkostninger det har for de politifolk, som til hverdag arbejder med sædelighedsforbrydelser kolliderer i en lidt tom cocktail, fordi den frem for alt også vil vise et stærkt socialt sammenhold på en befriende måde. Det virker karikeret og overdrevent. Det mest bizarre er, at Paris er én af Europas, hvis ikke den mest hårde by og være politimand i. Forstæderne til Paris er ikke et sted, man sender uprøvede politifolk hen. De skal være død hærdet og mental og psykisk stærke ellers går de ned ligesom andre før dem.
Der er nogle scener, hvor ”Polisse” leverer nogle skuespilpræsentationer, som virker både rørende og vedkommende. For eksempel scenen, hvor en sort kvinde kommer ind fra gaden sammen med sin ca. 7-årige dreng. Hun bliver nødt til at overlade ham til politiet, som tager ham med til et børnehjem, da hun ikke længere kan have ham med. Først sidder to af de kvindelige politifolk bl.a. Iris, spillet af Marina Foïs og trøster drengen, som får et chok, da moderen ligeså stille overlader ham til politifolkene. Drengen er utrøstelig. Til sidst tager Fred, spillet af Joey Starr, over. Han får stoppet drengens gråd og lider samtidig selv. Scenen forfalder lidt til det patetiske, men skuespilpræsentationen får følelser frem, hvad det vil sige, når man står magtesløs og er tvunget til at anbringe endnu et barn på et børnehjem. Scenen får også tilskueren til at tænke i flere lag end filmen indtil da har lagt op til. Mon politimanden, Fred selv kender den verden, altså at komme fra et børnehjem, siden han tager lige netop den situation personligt?
Ifølge denne anmelder mangler ”Polisse” en klar præmis, en stærk fortælling om et meget alvorligt tema og frem for alt, troværdighed og autenticitet.
