Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Jeg så første gang Ponyo på klippen ved haven i biografen en gang i foråret.
I mit selskab var mine to drenge på 6 og 8 år, og sjovt nok var det dem, der valgte filmen. Der var ellers frit valg på alle hylder, og der var da skarp konkurrence af diverse mere strømlinede animationsfilm. Ikke at de to drenge kunne remse alle Hayao Miyazakis andre mesterværker op, som dog alle var blevet set – og det med en opmærksomhed, jeg personligt sjældent ellers har oplevet. Det var vist mere en tilfældighed. Hvorom alting er; filmen var en stor oplevelse og succes, det kunne alle 3 blive enige om. Ponyos forkærlighed for skinke har endda omdøbt en klassisk pizza med skinke til en Ponyo-pizza hjemme hos os. Så derfor var DVD´en selvfølgelig et must.
Og hvorfor er alt dette vedkommende i en anmeldelse, kunne man passende spørge. Jo, det understøtter, at Miyazaki formår at lave vedkommende film, der rammer alle aldersklasser. Det er i sig selv noget af en bedrift. At han gør det i suveræn stil gentagne gange er vel også værd at tage med. Og at afsættet er i brandgode historier, gør det hele endnu mere bemærkelsesværdigt. 2-D tegnefilmen kan vel efterhånden betragtes som værende forældet, men ikke hos Miyazaka, der i den grad blæser på alle gældende dogmer, både indenfor teknik, men så sandelig også i fortælleform. Figurerne, relationerne og mange af referencerne er i den grad præget af østlig kultur, og kan derfor være ret forvirrende for den vestlige seer at afkode, i hvert fald for så vidt angår afkodning af film. Glem alt om sort/hvid opstilling med helte og skurke, et gennemskueligt handlingsforløb og en traditionel slutning. Ponyo byder på alskens mystiske figurer, små fisk med ansigter, bølger med egen vilje og et undervands univers som vil få Atlantis til at sukke af misundelse. Tilsæt det så en lille familie, der bor på toppen af en klippe, og så har man en fin, fin historie. Måske svær at afkode ud fra det, man er vant til, men som så alligevel rammer universelt plet på forunderlig vis.
På toppen af klippen bor Sosuke og hans mor. Faren er kaptajn på et skib, og derfor tit væk. Sosuke er en lille dreng på 5 år, som tilfældigt får samlet et lille guldfisk-lignende væsen op fra havet. Han døber fisken Ponyo - Ponyo viser sig at være alt andet end en almindelig fisk. Og tilmed ønsker hun mere end alt andet at være end fisk. Det er dog noget i mod hendes fars vilje. Og han har immervæk en del magt under havets overflade, og med udgangspunkt i et fantastisk undervandsbådslignende fartøj styrer han begivenhederne, dog fornemmer man, at han nervøst skeler til siden for at se, om Ponyos mor også skulle dukke op og blande sig.
Det lykkedes dog ikke Ponyos far at stoppe hendes foretagende, dertil er hendes vilje alt for stærk. Og med Sosukes hjælp og en del magi kommer der så for alvor gang i løjerne.
Løjerne består af en smuk og formidabel historie, fyldt med forunderlige skabninger, opfindelser og eminente personskildringer. Simpelthen en smuk film der i den grad er rørende og giver anledning til eftertanke. Og her tænker jeg ikke så meget på de talrige referencer, som man som traditionalist med det samme kigger efter; det være sig ”Den lille Havfrue”, tsunamier, manglende miljøhensyn og barnets frigørelse fra forældrene og den dertil hørende selvstændighedstrang. Mere at der også findes en verden udenfor Disney/Pixar/Dreamworks lille kasse af filmiske selvfølgeligheder og som bør opsøges og undersøges. Jeg skal gerne medgive de, der mener, at Ponyo på klippen ved havet måske ikke er Hayao Miyazakis bedste film, men derfor er det stadig et lille mesterværk, som bare skal ses. Derfor er der i min verden ingen tvivl om, at der skal uddeles fuldt hus, hvad stjerner angår, og der kan kun anbefales på det kraftigste at få set denne film – og så se den igen og igen og oplev nye sider.
Og spis gerne en Ponyopizza imens.
Filmens ekstramateriale er trailers for hhv. Ponyo og andre film fra Miyazaki.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
