Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Der er milevidt fra Niels Arden Oplevs stadig biografaktuelle ”Drømmen” og hans debut Portland fra 1996. Selvom filmen var ret kontroversiel var der alligvel 6495 danskere, der købte billet til den, men det er jo intet i mod den snart halve million, der har set ”Drømmen”. Og nogen crowd-pleaser er ”Portland” bestemt heller ikke.
Alligevel er filmen et slags varetegn for det, der skete i årene omkring dogme-året 1995, som er blevet et slags jubelår i dansk film. Dengang var der ikke plads til ret mange film af Portlands kaliber og kampen om publikum, der skulle introduceres til det sære og grotesk forvrængede vandt Winding Refns Pusher, som Portland minder meget om i tematik.
Filmen udspiller sig i Ålborg, hvor den kriminelle Janus lige er blevet løsladt fra fængslet. Han begynder sin nye tilværelse med at følge den deroute, han netop havde chancen for at lægge bag sig. Janus skylder penge til rockerkongen Lasse og på sidelinjen følger den følsomme lillebror Jacob med. Janus’ chance forspildes og hans liv forbliver selvdestruktivt.
Arden leger med tesen om arv og miljø, og hans samfundssyn er tæt på det onde. Janus har selvfølgelig ikke mulighed for at træde ud af den skæbne, der er pålagt ham. Og samfundet bliver på en måde hovedrolle i filmen. Det er Ålborgs pisgule bagside, der portrætteres igennem den voldelig verden, som den repræsenterer og det er klart filmens store force. Den er formmæssigt en nyskabelse, der ligger tæt i tråd med noget af suggestive filmsprog, som Dogme-bevægelsen siden har stået for i sine bedste øjeblikke.
Filmen introducerer i øvrigt tre danske stjerner. Janus spilles af Arden hofskuespiller Anders W. Bertelsen, som siden blev nationalklenodie i Taxa. Lasse spilles med vanlig snilde og psykopatisk indelukkethed af Ulrich Thomsen, mens Iben Hjejle (en meget ung en af slagsen) spiller Eva, Lasses lillesøster, som Janus får et forhold til. Men filmens store perle er den naive Jacob, der spilles ligeså naivt af Michael Müller, en mand fra miljøet, der hverken før eller siden har været med i film. I det hele taget er der mange små biroller i form af uprøvede, men gode ansigter.
Af de mere prøvede kræfter i filmen har vi Birthe Neumann som drengenes nervøse mor og Baard Owe som en slimhostende førtidspensionist med en fortid på cenmentfabrikken Portland.
Niels Arden Oplevs debut var virkelig lovende for dansk film. Han påviste at man sagtens kan fortælle film igennem formsproget (en overset disciplin i dansk film frem til 1990’erne) og den ideologiske kerne i filmen peger frem og tilbage på Tarantinos voldsorgier uden dog at være noget, der ligner plagiat. De store kunstnere har bare haft samme tanke!
At filmen alligevel ikke skyder helt i vejret er den manglende kompleksitet i filmen. Karaktererne er noget ensidige, og der er måske lidt for meget form i forhold til indhold. Havde de to gået hånd i hånd var Portland måske blevet en storfilm. Nu har den potentiale af kultfilm, hvorfor Zentropa da også har udgivet den på en DVD.
Og mon ikke Niels Arden Oplev er ganske tilfreds med den status. At gå fra at være kult til at blive storfilmsinstruktør. Så længe han ikke glemmer det skæve, som jeg mener Drømmen helt klart mangler for at blive en virkelig god film.
Og glem så ikke Fukssvansen. Oplev har mange gode film i sig endnu og det kunne man vel allerede se med debuten, som nu kan fejre 10 års fødselsdag. Tillykke med det.
Ekstramaterialet på denne DVD er ganske fremragende. Der er en halv time lang dokumentar, der går bag om filmen og et ret interessant kommentarspor med bl.a Arden Oplev selv og Anders Bertelsen
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Zentropa Kollection.
