Skriv en kommentar
Så prøvede han igen, vandhunden Wolfgang Petersen... Das Boot var en gedigen succes, The Perfect Storm var mere menneskerelateret – men Poseidon er en kolos på lerfødder som skrider i det umådeligt glatte føre. En katastrofe-film når de er værst. Folk der havde håbet på en ny Titanic, får i stedet serveret Hollywood fra sin værste skuffe. Et ualmindeligt svagt resultat som jeg tror selv teenage-action-elskere vil finde søvndyssende. Ja, det var ikke lige frem de største klap på skulderen, men lad mig derfor uddybe hvad det er som gør Poseidon så smagløs.
For det første som er de 10 minutters “intro” omkring de forskellige klasser på skibet komplet ligegyldige. Dialog og handling intetsigende i forhold til den videre handling, for problemet er jo at den kender vi allerede. Skibet skal blæses omkuld, og det kan, i princippet, kun gå for langsomt. I dette tilfælde ender det så med at gå for hurtigt. Man når ikke under huden på de såkaldte hovedpersoner, før skaden er sket. Man erfarer bare at der er nogle som klarede skærene i første omgang, og nogle som ikke gjorde... I den gruppe vi nu følger er sammensætningen så klæg og klichéfyldt at man væmmes. Der er det elskende par, som mangler faren/ejerens accept til deres forhold. Der er den gamle mand som skal bruge flere kræfter på at komme væk fra ild og vand, så det ser ud som om det er rigtig farligt. Der er nogle unge skønjomfruer som blikfang til drengene og en lille dreng som er så nuttet at pigerne skal synes at det er ihh så synd. Så er der også en rigtig vovehals, som indirekte bliver tøffelhelten. I et inferno af ild og vand skal gruppen kæmpe sig gennem skibets manøvre efter det er endt med bunden i vejret. Og der siver vand ind overalt, så det ser ikke godt ud... Ja, faktisk siver vandet ind i en god time og er der ikke det ene problem så er det det andet.
Man kan allerede meget tidligt spotte hvem der er udvalgt til at dø, for uden dødsfald i gruppen, ingen suspence. Hende kvinden som har fået færrest replikker, er mest undværlig. Derfor dør hun da også en dramatisk død og ender med (kliché-advarsel) at få et smykke om halsen med et kors. Det var lige før det hele havde vendt sig i min mave. Meget søgt og meget lidt rørende. Nå, der var jo også en dreng. På et tidspunkt bliver han væk fra gruppen netop som vandstanden stiger kraftigt. Alt håb synes ude, men vovehalsen sætter efter – og dukker op urealistisk sent i forhold til hvor længe et menneske kan holde vejret under vand. (kliché-advarsel) Med grin og lykke fejres redningen. Så er der den gamle mand, han sidder på et tidspunkt fast i en smal opgang med vandet fossende nærmere under sig. Han kæmper det bedste han har lært med sammenbidte tænder og et forsøg på at udvise smerte. Resultatet ender med at ligne en klovn fra cirkus, der hiver og trækker i en vægtstang på 0 kg uden at kunne løfte den over jorden. Ja, så kører revy-bussen...
Klichéerne er slet ikke ovre endnu, for lur mig om ikke faren har mod på at ofre sig i kampen for at sikre sin datters lykke, samtidig med det symbolske grønne lys i forhold til den skepsis der har været overfor hendes kæreste. Og vovehalsen er også klar med en personlig ofring, som dog ender med at hans liv ikke går tabt. Jamen, det fås ikke skumlere med hensyn til forudsigelighed og episoder vi har set før. Jeg vil slet ikke tage stilling til at de visuelle effekter er i særklasse eller blot en billig produktion. Det passer såmænd bare ikke ind i konteksten, som sært nok bliver mere “Flammehav” end oversvømmelse. Måske derfor Kurt Russell er indkaldt. Han er jo heller ikke længere så dyr i drift. På rollelisten finder vi også Josh Lucas (vovehalsen) fra bl.a. Stealth og Hulk. Et af blikfangene udgøres af Emmy Rossum (The Phantom Of The Opera, The Day After Tomorrow), mens gamlingen er et gensyn med et mindre legende. Richard Dreyfuss fra Dødens Gab, Nærkontakt Af Tredje Grad, Mr. Holland's Opus og Stand By Me/Sammenhold. Og så er den lille dreng jo heller ikke nogen opkomling. Jimmy Bennett har trods sin unge alder (10 år) allerede gjort et mærkbart indtryk via Firewall, Hostage og The Amityville Horror.
Wolfgang Petersen, anerkendt instruktør, fik en mindre renæssance med Troja-filmen. Det er såmænd fint at sætte de store værker op, lige som Poseidon er baseret på en populær stor-roman af Paul Gallico. Det samlede resultat er imidlertid intet mindre end filmens omdrejningspunkt, nemlig en katastrofe. En komplet kuldsejling i udførelsen, via et lækageramt manuskript og en samling skuespillere som er blevet for stive til at være vedkommende af alt det kolde vand. Poseidon sank, som et lille symbol på filmen i filmen og Petersens største fiasko til dato.
Intet ekstra materiale på denne skive.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Bros..
