Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
De seneste mange år har amerikanske filmselskaber postet sækkevis af penge ind i diverse remakes af asiatiske gyserfilm. Om årsagen skal findes i, at amerikanerne nærer en svag modvilje mod at læse undertekster eller blot foretrækker lokale dialekter og familiære omgivelser skal forblive usagt. Kendsgerningen er, at stort set ethvert asiatisk filmhit siden sluthalvfemserne har fået en amerikansk dobbeltgænger – for det meste i en sløjere udført udgave. Possession er også en genfrembringelse – en remake af den sydkoreanske gyser Jungdok fra 2002.
Sarah Michelle Gellar spiller advokaten Jess, hvis primære drivkraft er hendes arbejde. Hun er gift med drømmemanden Ryan (Michael Landes), som er romantisk i den grad, at han ligeså godt kunne have opfundet Valentine´s Day. Ryans mindre veltilpassede og knap så blødsødne bror, Roman (Lee Pace), er midlertidigt stationeret hos det forelskede ægtepar, da han er på prøveløsladelse efter at have udøvet frygtelig vold på unavngivne personer. Jess var hans forsvarsadvokat, og derfor ved hun meget godt, hvor ubehageligt og slet et menneske, han egentlig er. Da Ryan og Roman kommer ud for en tragisk bilulykke, ender de begge i koma. Jess er ude af sig selv, men situationen bliver tilspidset, da Roman vågner op af sin koma og påstår at være Ryan. Kan han bevise det? Tror Jess på ham? Hvad er virkelighed, og hvad er fri fantasi?
Når ideen er god, men udførelsen er idéforladt
Possession starter godt ud, i sagte tempo, med monokrome billeder og en faretruende lydside, der tilsammen lægger et ubehageligt tæppe ud af lurende fare og snigende utryghed. Denne stemning fortsætter støt hele filmen igennem, men ødelægges beklageligvis af filmens øvrige, mindre konsekvente elementer. Først og fremmest er filmens præmis teoretisk set ganske interessant, men virkeliggørelsen af denne idé i praksis falder fuldstændigt til jorden. En af grundene er, at manuskriptet er utroligt ringe forfattet – dialogen er kunstig, persontegningen er ufuldstændig og historieudviklingen er ikke meningsfuld.
Der er reelt set kun tre karakterer med i filmen – Jess, Roman og Ryan - så man skulle tro, at manuskriptforfatteren og instruktøren havde haft alverdens tid til at tilbyde disse tre karakterer rum til udfoldelse, så de fremstod som facetterede og komplekse eksistenser. Dette er dog ikke tilfældet. Ryan forbliver en unuanceret papfigur, hvis eneste funktion er at være Jess´ kærlighedsobjekt. Om Jess selv bliver det fortalt, at hun er overambitiøs, men på intet tidspunkt ser man denne arbejdsiver; filmen glemmer simpelthen filmkunstens gyldne regel - show it, don´t tell it. Når Jess senere i filmen siger, at hun har lært, at hun skal fokusere mere på manden og kærligheden, har man mere end almindeligt svært ved at acceptere denne udtalte metamorfose, da man aldrig har bevidnet arbejdsentusiasmen. Roman er den eneste af karaktererne med en anelse kant og dybde, men selv han bliver skildret så entydigt, at man ikke er i tvivl om, hvor sort en hat der bliver presset ned over hans hoved. Denne monotoni i personkarakteristikken lægger naturligvis en vis kunstighed og overfladiskhed over karaktererne, som nedsætter seerens interesse og indlevelse i deres liv. Uden denne identifikationsakse forbliver man mærkeligt indifferent og køligt distanceret overfor filmens historie og aktanter. Det forringer unødvendigt at sige den samlede filmoplevelse.
Historien, der ikke gav mening
Plottets tempomæssige langsommelighed fungerer fornemt i forhold til etableringen af en dyster og farefuld stemning. I relation til historiens dynamik og vitalitet dræner den langsomme fremdrift til gengæld filmen for al spænding og suspense. Historien bliver for flad i længden, når filmen ikke magter at etablere nok tvivl omkring Romans sande identitet og derudover absolut intet gør ud af besættelsestematikken. Det største problem er som følge deraf, at filmen ikke skaber nok suspense omkring den centrale tematik, og denne manglende stillingstagen skaber en del ærgerlig forvirring, som endvidere gør, at man som seer efterlades med et diffust indtryk. Eksempelvis sidder man og både ærgrer sig gevaldigt over og bliver særdeles sur over, hvor henkastet filmen behandler Caseys (Romans kæreste) skæbne. Der er derudover en del plothuller og hurtige eller helt manglende forklaringer, som vidner om utænksom forhastelse fra manuskriptforfatterens og instruktørens side. Denne travlhed kommer ikke mindst til udtryk i filmens slutning, hvor man sidder tilbage med en kæmpe skuffelse i øjnene og har nærmest lyst til at give rulleteksterne en lussing.
Konklusionen er, at Possession som så mange andre film forbliver en fin idé med hypotetisk potentiale. Hypotetisk, fordi den i dette fuldførte tilfælde ikke slår den kreative og konsistente faldskærm ud, men lander hult og tungt på kedelig, gold jord.
DVDen indeholder ikke noget ekstramateriale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
