Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Indledning:
Den i de fleste kredse ukendte tyske instruktør Olaf Ittenbach har med den grænseoverskridende og tankevækkende Premutos (1999) skabt en vellykket objektiv tematisering af superegoets nærmest kannibalistiske dødskamp mod id’et, der danner grundlag for et ekspressivt og visuelt ekstremt tableau af menneskelig aggression, som med en sturm und drang-agtig foragt for konventioner brutalt river sløret fra vore øjne og viser, hvor nemt vi alle kan forfalde til et tankeløst primatstadie, når vi tvinges ud af vore vante cirkler og anbringes på kanten af liv og død.
Sådan kunne man måske, med en pæn snert af ironi og overfortolkning, beskrive den hæmningsløse splatterkomedie Premutos, hvis man af en eller anden årsag skulle have lyst til at lokke noget af det mere bornerte filmpublikum, som bl.a. tæller min mor og diverse frankofile nouvelle vague-entusiaster, til at se den. En mission, der vil være dømt til at mislykkes fra starten, hvilket skyldes, at Premutos er og bliver for de få. Sådan vil det altid være med film af denne type – som middelalderlige kættere er de udset til at blive misforstået, ringeagtet og forfulgt af flertallet, fordi alt for mange alt for ofte lader sig styre af forudindtagede holdninger og stejler ved synet af teaterblod og plasticindvolde og derfor vælger at forkaste produktioner som Premutos i stedet for at bruge dem til det, de er beregnet: som indgangen til et godt, gedigent grin. Nu er det ikke fordi, jeg skal sidde her og revse folk til højre og venstre, men af og til kan det godt irritere mig, at splattekomedier a la Premutos, hvis største hæmsko som regel er deres minimale budgetter, pr. automatik bliver mødt med næserynken og hovedrysten af medierne og den brede skare, uanset om det så er berettiget eller ej. Der findes selvfølgelig undtagelser som f.eks. Sam Raimis Evil Dead (1981) og Peter Jacksons Bad Taste (1987) for nu at nævne to undergrundsfilm, der har visse ting til fælles med Premutos og som med tiden har været så heldige at opnå en vis anerkendelse i ”overgrunden”, men det ændrer dog ikke ved, at folk, efter min mening, helt generelt er for lidt åbne over for film, der adskiller sig væsentligt fra dem, man er vant til at blive stopfodret med af Hollywood. Tænk at vågne op i en verden, hvor man kunne anbefale en film som Premutos til sine venner og bekendte uden at blive stemplet som en sær snegl med tvivlsomme tilbøjeligheder – hvor ville det være fantastisk! Når det så er sagt, så findes der jo heldigvis folk derude, der ligesom mig forstår at værdsætte en god splatterfilm, og gud ske tak og lov for det. Til dem af disse, der endnu ikke har set Premutos, kan jeg kun sige, at de må ud og slå kløerne i den ved først givne lejlighed. Andre, der endnu ikke har fået taget deres splattermødom, men besidder den åbenhed jeg efterlyser ovenfor og leger med tanken om at springe ud i det, bør også kraftigt overveje at slå til, thi Premutos er et klasseeksempel på, hvorfor genren kan være så fed, som den nu engang kan være.
Filmen:
Historien i Premutos kan opsummeres på to linjer: Premutos er den allerførste faldne engel, herre over liv og død og en blodtørstig psykopat, der er skæbnebestemt til at genopstå og sprede sygdom, had, død og synd i menneskenes verden. Noget i den stil. Plottet er, for at sige det mildt, papirtyndt og hullet som en schweizerost, men det er alt sammen ligegyldigt, for til det det skal bruges, nemlig at danne grundlag for så meget blodsudgydelse som overhovedet muligt, er det perfekt. Intet slår dræberlystne dæmoner, der besidder evnen til at vække de døde til live og sende dem frådende i flæsket på filmens cast, hvilket er præcis det, der sker.
Det, der er mest interessant at snakke om i forbindelse med Premutos og splatterfilm generelt er dog ikke historien, hvorfor jeg ikke vil komme yderligere ind på den (eller skuespillet for den sags skyld, der kun med god vilje kan kaldes skuespil). Det mest interessante, hvilket nok ikke burde komme som den store overraskelse for nogen, er hvor mange kroppe, der kan nå at ødelægges på så voldsom vis som muligt i den tid filmen varer. Her er det mig en glæde at kunne sige, at Ittenbach og co. til fulde leverer varen ved hjælp af effekter (udført af Ittenbach selv), der langt overgår, hvad man kunne forvente af en film, der har haft så få midler i ryggen som denne. Specielt de mange eksploderende hoveder er virkelig godt lavet og fortjener at blive fremhævet, ligesom den Hellraiser-inspirerede sekvens, hvor Premutos genopstår gennem karakteren Matthias (som spilles af Ittenbach selv) hen imod filmens slutning også skiller sig ud. Jeg har set få film, der er så splattede som Premutos, og jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at den i min bog indtager en stolt andenplads bag Peter Jacksons Braindead, hvad mængden af ren og skær blodsudgydelse angår.
Alt dette leveres indpakket, som det sig hør og bør for god en splatterkomedie, i en sprød humor, der er tilstrækkelig fladpandet og dum til, at man ikke kan andet end grine af de mange absurde optrin, man som seer udsættes for. Jeg plejer normalt ikke at grine af fod/ting-i-skridtet-scener, men når en sådan eksekveres, som den bliver i denne film, er det sgu ret underholdende. Jeg indrømmer blankt, at der er en masse folk derude, som vil finde optrinene utilgiveligt usjove og hårrejsende stupide, men, igen, har man de rette briller på, er det svært ikke at lade sig rive med. Skulle man være så uheldig ikke at bryde sig om den tilsigtede humor, kan man altid more sig over det grimme tyskergarn og kiksede 90’er-tøj, som de medvirkende på ufrivillig komisk vis udsmykker deres kroppe med.
Det, der udover den vellykkede gore og den fladpandede, men til formålet, sjove humor gør Premutos til en seværdig og anbefalelsesværdig film er, at man virkelig kan mærke, at folkene bag filmen har haft det drønsjovt med at lave den. Det skinner igennem på alle leder og kanter, og jeg forstår præcis, hvad min anmelderkollega Henrik Andersen mener, når han i sine omtaler af Ittenbachs Black Past (1989) og The Burning Moon (1997) siger, at man fornemmer en ærlighed i disse film, der er så kreativt smittende, at man selv får lyst til at lave sine egne. Det er rart at mærke denne glæde strømme ud af skærmen, og set i det lys er Premutos egentlig et meget livsbekræftende bekendtskab, hvor absurd og paradoksalt det så end måtte lyde.
Det eneste jeg lige umiddelbart har at beklage mig over er spilletiden, som jeg finder en anelse for lang. Jeg så gerne, at Ittenbach havde været mere rundhåndet med klippesaksen og strammet flowet en smule op, da han redigerede filmen, for tempoet daler en smule midtvejs – så meget faktisk, at jeg greb mig selv i at kigge på minuttælleren på dvd-afspilleren for at se, hvor lang tid, der var tilbage. Heldigvis skrues der gevaldigt op for det igen i den hæsblæsende slutning, der bl.a. involverer en tank og en kæmpe motorsav, så at der forinden er blevet trådt vande et stykke tid er til at se igennem fingre med. Derudover kunne man måske også godt savne, at kameraarbejdet var mere interessant, end det er tilfældet, men igen, som med historien, så slår det til og fungerer fint.
Filmen anbefales på det kraftigste til fans af genren, drenge- (og pige)røve, der har lyst til at more sig med en spandfuld bajere omkring en omgang over the top-underholdning samt folk, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med splatterfilm, men godt kunne tænke sig at gøre det.
Skulle du efter at have set Premutos få lyst til mere Ittenbach, kan Dard Divorce (2007), Garden of Love (2003), The Burning Moon og Black Past fås på dansk dvd (de tre sidstnævnte er anmeldt her på sitet). Det kan hans Legion of the Dead (2001) og House of Blood (2006) for så vidt også, men da disse er et par katastrofale stinkere, bør du gå i en stor bue udenom dem, hvis du nu skulle være så uheldig at falde over dem et sted. Af andre tyske godter i samme dur kan anbefales Andreas Schnass’ fornøjelige Violent Shit-trilogi (1989-92) om den vilde Karl the Butcher samt Jörg Buttgereits svært aparte bagkatalog. Ingen af sidstnævnte er tilgængelige på det danske marked, men AWE’s Olaf Ittenbach-serie kunne tyde på, at vi måske vil få mere at se fra de tyske splattermestre inden for en overskuelig fremtid. Tør man også håbe på Heiko Fippers Das Komabrutale Duell (1999)? Fingrene er krydsede!
Billedkvalitet:
Man skal ikke se Premutos for billedet. Selvom den er skudt på 16 mm ligesom f.eks. Peter Jacksons Bad Taste, som tager sig ret godt ud, så er Premutos ikke specielt køn at se på. Generelt for billedet gælder det, at det er både grynet og en anelse for mørkt i det i visse scener, hvilket gør, at det til tider kan være svært at se, hvad der foregår på skærmen. Sidstnævnte gør sig især gældende i filmens finale. Alt dette skyldes dog ikke selve udgivelsen, men ene og alene det faktum, at Premutos, som sagt, er en film, der er produceret for et meget lille budget. Påtrods af at billedet ikke er noget at råbe hurra for, så ser Premutos dog stadigvæk tusinde gange bedre ud end Ittenbachs to forgængere, Black Past og The Burning Moon, der begge er skudt på video. Jeg er sikker på, at AWE har brugt den bedste master de kunne finde, og at Premutos ikke kan se meget bedre ud, end den gør på denne udgivelse. Sagt på en anden måde, så skal betænkeligheder over billedkvaliteten på ingen måde afholde potentielle købere fra at investere i denne perle af en forrygende splatterfilm.
Ekstramateriale:
Ekstramaterialet på disken er ikke vildt sindsoprivende. Vi beriges med AWE’s sædvanlige trailershow, en trailer til Premutos og Garden of Love samt to Ittenbach tv-specials, hvoraf den ene primært fokuserer på producenterne bag Ittenbachs rædderlige Legion of the Dead, mens den anden viser et par klip fra Legion of the Dead og Premutos samt Ittenbachs rekonstruktion af en tydeligvis falsk obduktion af et rumvæsen. Alt i alt ikke synderligt interessant med undtagelse af obduktionsscenen. Trækplasteret blandt ekstramaterialet er uden tvivl det desværre ret korte segment Early Clips, som fans af Ittenbach og splatter i det hele taget, vil have en del glæde af. Her præsenteres man for et par splattersekvenser fra dengang Ittenbach var en ung knægt på 17 år med sexet vokuhila-hår, hvoraf den bedste er en praktisk talt identisk rekreation af barberbladsscenen fra Lucio Fulcis solide New York Ripper (1982), som nok skal få ens svigermor til at synes, man er en syg stodder.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
