Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Filmatisering af et i forvejen kendt romanforlæg indebærer én altoverskyggende udfordring: Hvordan fastholder man som instruktør og skuespillere spænding og usikkerhed, når de, der sidder derude i biografsæderne, allerede kender historiens præmisser og klimaks? Det var i hvert fald en tanke jeg havde med mig, da jeg så 'Prime Time', nummer 2 i serien af ny-filmatiseringer af Lisa Marklunds kriminalromaner.
Denne gang er skuepladsen for intrigen henlagt til et TV-produktions-selskab. Programlederen i et stort anlagt TV-show bliver fundet skudt. Kvällspressens stjerne-krimi-reporter Annika Bengtzon får til opgave at dække mordet, hvilket hurtigt viser sig at være en udfordring, da hendes bedste veninde Anne Snapphane er at finde blandt de mistænkte. De indledende afhøringer skrider rutinemæssigt frem og de tilstedeværende får én efter én lov at gå, blot ikke Anne.
Nu er banen kridtet op til, at Annika er lige nøjagtigt så irriterende vedholdende, som hun er i Lisa Marklunds romanforlæg, at spændingerne mellem Annika og hendes mand, Thomas, ulmer og truer med at bryde ud i lys lue, at de spidse albuer bliver brugt flittigt på Kvällspressens redaktion og så videre. Resultatet er imidlertid en temmelig flad affære.
Nok er Annika denne gang beskrevet som en mere jordnær, stresset og udtalt mere familiemæssigt presset person end i 'Nobels testamente', der indledte ny-indspilningerne. Disse træk når imidlertid aldrig at folde sig rigtigt ud, hverken hjemme, på redaktionen eller på skuepladsen for mordet.
Malin Crépin formår kun i glimt at fylde hovedrollen ud med nerve og intensitet. Det samme gælder i høj grad Richard Ulfsäter i rollen som hendes mand, Thomas. Han fremstår blot som en tøsefornærmet ægtefælle, kuet af sin mor, der ihærdigt giver udtryk for, at han … kunne have valgt bedre. Til gengæld formidler Maria Kulle en solid portion af det vanvid og den desperation i rollen som produktionschefen Karin Belhorn, der gør hendes figur både troværdig og farlig.
Når tænker tilbage på Beck og Wallander, som jeg i begge tilfælder opfatter som en perlerække af svenske TV-krimier, så falder ny-fortolkningen af Annika Bengtzon igennem. På den ene side er der byttet om på rækkefølgen af roman-forlæggene, hvilket kunne give mulighed for en justering af det gennemgående konfliktstof. På den anden side savner jeg i dén grad, at Agneta Fagerström-Olsson som instruktør har fanget skarpe karakterer og at kameraføringen formidler både den grundlæggende spænding, persongalleriet og omgivelserne.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
