Skriv en kommentar
Om man er enig i Anders Morgenthalers mange holdninger, der i mere eller mindre overvejede udtalelser er dukket op i medierne den sidste tid, eller ej, så er det svært ikke at blive påvirket af den lavmælte intensitet der gennemsyrer ”Princess” fra første scene. En solskinsdag før han skal på et længerevarende missionærophold langt fra Danmark, besøger den unge præst August sin søster. Han vil forsøge at overtale hende til at tage med ham og droppe sin levevej som pornoskuespillerinde. ”Princess” – søsterens violette kunsternavn – er som film Morgenthalers lignende, sammenbidte korstog, et udtalt FUCK PORNO!
For ikke nok med at August får et afslag på denne solskinsdag. Da han vender hjem en årrække senere er søsteren død og begravet i en grel, obskøn grav orkestreret af pornomagnaten bag hendes lange karriere. Slidt op og spyttet ud af nådesløs industri der handler i menneskeliv. Med sin nu forældreløse, femårige niece i hånden udøver August nu sin egen form for retfærdighed, hvor bagmændene og pornoindustrien i det hele taget står for skud – en retfærdighed der i højere grad minder om middelalderens brutale korstog end moderne, kristen næstekærlighed.
Med udgangspunkt i en teknik der, med sine grove tegninger og ekspressive animationer, vækker mindelser om japanske animationstradition, blandes tegnet- og ordinær film på en finurlig måde i Morgenthalers voldsomme værk. For hvor ”Terkel I Knibe” introducerede det danske publikum for animeret vold, så er der ingen ironisk-humoristisk distance i ”Princess”. Volden er rå og dødbringende nok til at rivalisere selv de mest hårdkogte, japanske voldsanime-udskejelser – ”Princess” er mildest talt langt fra noget vi tidligere har set i Danmark og en animationsfilm der bestemt ikke er for bøn. Har man set Chan-Wook Parks nyligt importerede voldsepos ”OldBoy” og kan man forestille sig det hele som lavmælt tegnefilm, så ved man cirka hvor vi er henne.
For ”Princess” opererer for det meste uden de store armbevægelser – pudsigt nok i forhold til skaberens mange slagord – og det er et af filmens allermest effektive virkemidler. Thure Lindhardt præsterer at levere den nødvendige farlighed i Augusts karakter og alle stemmer er optaget på en måde der skaber et uhyggeligt nærvær i historien. De mange kontraster i farvevalget og vekslen mellem rolige scener, melankoli og voldelige eksplosioner skaber den nødvendige dynamik og er med til at gøre filmen til en sammenhængende oplevelse. Filmen er ikke uden fejl og i sær i forhold til den lille niece bliver der smurt lige tykt nok på fra tid til anden, men alt i alt fungerer ”Princess” som helhed – ikke mindst fordi den koncentrerer sig om sin historie og sine karakterer frem for det overordnede budskab.
Anders Morgenthaler og hans investorer skal have ros for at trække den danske film i nye, lidt farligere retninger. ”Princess” er endt som en anderledes, velfungerende og tankevækkende oplevelse, der tvinger folk til at tage stilling til et emne alt for mange efterhånden ignorerer. Giv roligt den mand en pose penge igen og lad os se hvad der kommer ud af det næste gang...
