Hayao Miyazaki vandt en Oscar i 2003 for Chihiro og heksene deltog han ikke selv i ceremonien, da han ikke ønskede at besøge et land, der bombede Irak. Et af Miyazakis mange gennemgående temaer i hans film, er da også en gennemgående modstand mod krig. Noget der især kommer til udtryk i Prinsesse Mononoke. Et andet af tegnerens temaer, nemlig enviromentalismen, har også en fremtrædende plads her.
Filmen udspilles Muromachio-perioden i Japan, hvor vi møder den unge kriger Ashitaka. Han forbandes af en dæmon, da han vil redde sin landsby fra udslettelse.
I sin søgen for at ophæve forbandelsen bliver han fanget i en krig mellem minearbejdere, samuraier og den omkringliggende skov. Han møder Prinsesse Mononoke, der er blevet opfostret af ulve, og nu lever sammen med dem og desperat forsøger at bevare naturen i en livsfarlig kamp mod jernstøberiet, der fælder træerne og laver dødbringende skydevåben.
Et kendetegn ved Miyazakis film er også fraværet af skurke. Ejeren af jernstøberiet Eboshi er en kvinde der ansætter og tager sig af samfundets udstødte, så selv om hun er ved at ødelægge naturen omkring sig og slå skovens gud ihjel, så er hun grundlæggende et godt menneske.
Det samme er Prinsesse Mononoke, der vil gøre alt for at slå Eboshi ihjel, men som sin fjende forsøger hun kun at myrde, for at beskytte dem, hun elsker.
Det gør det svært at hade fjenden, og man har som seer ikke nogen skurk at kaste sin vrede på. Det er dog intet problem, for det gennemgående tema om naturens, ja, natur, liv og død i tæt forening, sammen med et stort galleri af eventyrlige væsener gør, at man i al fald finder den store helt i naturen og det, der omgiver os.
Netop fordi der ikke er en decideret skurk i filmen, så bliver den aldrig moraliserende, men i stedet en hyldest, som vi som seere kan tage til os. Det er virkelig godt, for det er lige før man får lyst til at gøre det modsatte i film, hvor den store moraliserende pegefinger konstant vifter af en.
Visuelt er Prinsesse Mononoke et mesterværk – intet mindre. Selv om der mod sædvanen er benyttet (begrænset) computerteknik sammen med de håndtegnede elementer, så fremstår filmen alligevel som klassisk Miyazaki.
Det er ikke typisk manga, selv om tegnerens ophav ikke lader sig fornægte, for det er også mange klassiske tegneseriekarakteristika i filmens visuelle udtryk. Det første indtryk er nogle forholdsvis simple tegninger, indtil man oplever et utroligt detaljeret univers, hvor hver enkelt streg er gennemtænkt og hvert enkelt billede er en fornøjelse.
Det eneste negative der er at sige om filmen er dens længde. To timer og otte minutter er ganske enkelt for længe, men det kan måske hænge sammen med Miyazaki og hans folks arbejdsrutine, hvor historien fortælles løbende og udvikler sig sideløbende med at animationerne bliver lavet.
Men det er for længe, og man kunne med fordel have skåret en halv time væk uden at historien havde lidt synderligt.
De danske stemmer er iøvrigt rigtig gode, blandt andet Johannes Larsen, Amalie Dollerup og Henning Moritzen medvirker
Udgivelsen savner bestemt ekstramateriale. Selvfølgelig kan man efterfølgende finde en del på internettet, men en ordentlig stak trailers er ikke noget, som har relevans for filmen.
Prinsesse Mononoke er en fantastisk film, den er voldelig sine steder og bør nok ikke ses af de allermindste, og en aldersrating på over 11 år er fornuftig, men det er faktisk en voksenfilm mere end den er for børn. Dermed ikke sagt at alle ikke kan få noget ud af den, for den er vidunderlig universel i såvel fortælling som udtryk.
Scanbox.