Skriv en kommentar
Det lyder næsten for godt til at være sandt. Hvis indbyggerne i en søvnig amerikansk flække, der er hårdt ramt af finanskrisen, overdrager deres jord til et naturgas-selskab, vil de alle blive millionærer. Alting vil blive godt igen.
Missionærer i marken
Steve Butler (Matt Damon) og Sue Thomanson (Frances McDormand) er de udsendte missionærer fra naturgas-imperiet, der skal omvende landsbyboerne til at overdrage deres jord. Steve med sine manipulerende og speedsnakkende salgstaler, hvor han altid er en sætning foran modstanderen. Sue med sin moderlige charme, der især beroliger landsbyens kvindelige halvdel og maner enhver snak om giftudslip, dødt kvæg og forurenet grundvand til jorden.
En pensioneret professor (spillet overbevisende af 88-årige Hal Holbrook) og en fandenivoldsk miljøforkæmper forsøger dog med alle midler at stikke en kæp i hjulet på projektet. Og pludselig lægger den søvnige landsby skueplads til en veritabel og beskidt kamp mellem det store firma og den jævne mand – en kamp mellem det multinationale og det lokale. Som fronterne trækkes op, bliver kampen desuden så kompleks, at Steve må revurdere sin opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert.
Bjergtagende billedside
Promised Land er instrueret af Gus Van Sant, der har for vane skiftevis at stå bag små indie-produktioner som skoleskyderi-dramaet Elephant (2003) og stjernebesatte produktioner som Milk (2008) og Good Will Hunting (1997), hvor sidstnævnte også havde Matt Damon i hovedrollen. Promised Land placerer sig et sted midt imellem. En af filmens forcer er de dvælende og umanerligt flotte billeder af det amerikanske landbrugssamfund. Det er lykkedes fotografen Linus Sandgren at indfange det æstetisk smukke i selv en faldefærdig lade eller en rusten traktor.
Historien lægger sig naturligt i forlængelse af andre film, der skildrer den lille mand og det lille lokalsamfunds kamp mod udefrakommende farer. Eksempler kunne være Soderberghs Erin Bronkovich (2000), Michael Manns The Insider (1999) eller endda Hushpuppy (2012).
Syndefaldet
Det overvejende problem med Promised Land er, at frontlinjen kridtes op med lidt for fede streger – om end historien tilføjes et par finurlige twist undervejs, er vi aldrig i tvivl om, hvem der er de gode, og hvem der er de onde. Derfor sidder vi bare og venter på syndefaldet, hvor Steve (der netop er blevet forfremmet til vicedirektør) indser det moralsk forkastelige i at udnytte den ærlige og udpinte farmer. Steves kærlighedsaffære med en lokal virker i den henseende også påduttet – her har vi endnu en mekanisme, der kan lede historien frem mod det uundgåelige point of no return.
Som overordnet portræt af tingenes tilstand i kølvandet på finanskrisen – helt derude hvor kragerne vender – rammer Promised Land plet. Her oplever vi et nyt Vilde Vesten, hvor glubske firmaer har travlt med at suge de sidste dollartegn ud af den udpinte jord.
